D-A-D: Vi tør lidt mere nu

Det er slut med blækregningerne, og det danske lands mest kåde rockorkester gennem 28 samfulde år er i den grad tilbage. Alligevel peger kompasnålen i retning af 1970'erne og glam. På videoen til åbningssinglen I Want What She's Got svanser en veloplagt Jacob Binzer rundt med en dommedagssort Les Paul-guitar og ligner sidste udkald fra The Sweet, mens Stigge Nasty (Stig Pedersen) er Mamie Van Doren fra dit værste mareridt. Det er dametur i tivoliparken, og der dufter langt væk af testosteron og nye batterier i vibratoren. Ligesom legekammeraten bag knapperne, Nikolaj Foss, er sat til at sætte fut under de kedler, der frembragte milepæle som No Fuel Left For The Pilgrims.

GAFFA har sat to af glædespigerne stævne til en snak om tilblivelsen af albummet med den typiske titel DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK. Selvfølgelig endnu en kryptisk hilsen fra punkerhovederne fra København til jakkesæt hinsides Atlanten, der endelig ikke skal tro, at der måske står noget med Disneyland med Anders And klædt ud som Andersine i et skummelt ærinde i tvivlsomt selskab.

Vi lægger ud med Nikolaj Foss og den magiske formel:

Jesper Binzer: – Jeg tør ikke sige noget om det. Nogle gange tror jeg, at det er et eller andet pladeselskabstrick med at sige noget i stil med "Back To The Roots". Selvfølgelig har vi lagt endnu et lag på løget, som vi altid gør, men vi har valgt Nikolaj Foss, fordi han får det bedste frem i os. Og det skulle gerne være det nye gode, han får frem.

Men sidst havde I samlet hele jeres produktion i en boks og smidt nogle ekstra ting på. Var det lidt sådan, at I fik ryddet op og ud af skabene?

Jesper B.: – Jeg tror, at vi lidt havde håbet på, at den der feng shui virkede (kinesisk udtryk betydende harmoni via indretning af ens omgivelser, red.), altså hvis man får ryddet lidt ud i garagen, og lidt har det virket. Men jeg vil hellere gå helt ned lavpraktisk og sige, at fordi vi udgav den der 25-års jubilæumsboks, kom vi ud at spille på alle de steder, hvor vi hele tiden har været. Så vi kom ud i hele Europa og spillede sygt mange koncerter. Vi var på Kodas top fem over de mest udlandsspillende, og der er både Volbeat og Aqua og youknowwho. Det var flot af de gamle drenge. Og der fik vi bragt de numre fra gamle dage op til nuet, og fik især sammenspillet bandet, og det holdt jo helt op til her, da vi lavede pladen.

Levet drømmen
Hvordan er numrene på pladen blevet til?

Jesper B.: – I tre år efter det jubilæumsalbum har vi været i arbejdstøjet, og det har betydet utroligt meget for os hele tiden at være i processen. Også mens vi har lavet numre, og mens vi indspillede, var vi på turné, og det har været et dejligt sted at være. Vi har simpelthen levet drømmen.

Hvad med Jesper Binzer som sanger? Jeg hører Bob Dylan bagved i fraseringerne. Er der sket noget med dig og din modenhed, eller gør du bare, som du nu engang gør?

Jesper B.: – Jeg synes, at man får en anelse mere grounding og har fået noget mere selvtillid og kan gå ind i det. Og når vi sidder og skriver lyrikken der i studiet, så tør vi lidt mere. Så gør vi sådan, og så sådan her, og vi springer over og spilder ikke så mange kalorier på tvivl, lige når vi er kommet i gang. Vi tør også vente længere, så det er blevet en tradition at vente til sidste øjeblik, for at holde det så friskt som muligt, og den frækhed har man ikke, når man er nybegynder. Når man er ung, laver man lektier. – Men jeg håber da altid, at jeg altid giver den en drejning mere i sangen, og livserfaringen kommer altid godt ind, når man skal fortælle en historie, selvfølgelig, men jeg tør ikke sige, om jeg har en eller anden ambition om, at nu skal det være federe end nogensinde.

Stigge N. indskyder: – Men Nikolaj Foss er også god. Og han tør også sige: "Det er ikke godt nok! Det smager ikke, som det plejer!" Og så sender han Jesper ind i boksen igen, så det bliver i orden. Stakkels Jesper. Har siddet ekstra meget over.

Læs en længere udgave af interviewet i GAFFAs artikelsektion.