Nyhed

GAFFA guider dig gennem julens opsamlinger

Vi forsøger at give dig et overblik over højtidens best of-udgivelser

For niende år har GAFFA forsøgt at give et overblik over i hvert fald en del af den sværm af opsamlingsalbum, der hver år med usvigelig sikkerhed udgives op til den søde juletid. Vi kigger både på musikken og sammensætningen af opsamlingen: Er der kælet for detaljerne, eller er det bare en samling sange klasket hurtigt sammen til julesalget, så pladeselskaberne kan få årsregnskabet til at balancere?

Det er dog værd at hæfte sig ved en positiv tendens af den megen piratkopiering og det deraf følgende faldende pladesalg: Pladeselskaberne forsøger generelt at give køberne valuta for pengene. Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at man kan købe en dobbelt-cd til én cd's pris, og ofte får man en dvd oven i hatten uden nævneværdig ekstrabetaling. Men på den anden side: Det er jo gammel vin på nye flasker, og den slags kan i sagens natur ikke være så dyr at producere som spritnye dråber.

Læs GAFFAs guide til sæsonens mest markante best of-udgivelser – fra Gorillaz over Flemming Bamse Jørgensen til Jens Unmack – i GAFFAs artikelsektion


Du får dog lige tre smagsprøver nedenfor:

 

Gorillaz


The Singles Collection 2001-2011


(EMI Music)

Efter fire studiealbum og to sjældenhedsopsamlinger er Gorillaz klar med den første singleopsamling, der samtidig markerer den virtuelle gruppes 10 års jubilæum. Numrene ligger i kronologisk rækkefølge og viser dermed den kunstneriske udvikling i abegrotten – en udvikling, der har været i fuldt flor siden dag 1 under Damon Albarns særdeles kyndige ledelse.

Man kan blive helt forpustet af at opremse de mange musikalske stjernestunder og gæsteoptrædener af alle fra De La Soul over Shaun Ryder og Neneh Cherry til Bobby Womack og mange flere.


Desværre er der ingen nye numre på opsamlingen, og vi får heller ikke singlen "Revolving Doors" / "Amarillo", den enlige single fra "The Fall"-albummet, det album der i første omgang kun udkom digitalt. Til gengæld findes opsamlingen i en deluxe-udgave med samtlige musikvideoer og en stribe liveoptagelser. Absolut en værdig dokumentation af højdepunkter fra nogle af 00'ernes mest hittepåsomme hoveder, der har formået at mikse utallige genrer og indfald til en holdbar helhed. (ORS)

 

Flemming Bamse Jørgensen


De Store Og De Gemte

(Recart Music)


Det er snart et år siden, Flemming Bamse Jørgensen gik bort, og dermed blev ophøjet til "Danmarks svar på Elvis". Den betegnelse er nok lige at stramme den, men denne opsamling vækker da bestemt en række hyggelige og glade minder ved genhøret med Bamses halbal-sange, der primært har set dagens lys for hyggens og morskabs skyld.

"Flemmings ønske var, at hans musik skabte glæde", skriver familien i bookletten, og det lyder bestemt sådan. Hele tre cd'er udgør udgivelsen: en med hans velkendte danske hits som "En Lille Båd Der Gynger" og "Vimmersvej", en med de engelske cover-versioner og en med uudgivet materiale – både nyt og gammelt.

Hele 12 "nye" numre er der således at finde på udgivelsen, og det må siges at være rimeligt gavmildt og et stort aktiv ved Greatest Hits-udgivelsen. At der så ikke er nogen ny "Hvorfor Går Louise Til Bal", er til at leve med, og Bamse-fans må siges at få fuld valuta for pengene med "De Store Og De Gemte". (MJG)


 

Kashmir


Katalogue

(Sony Music)

Det er efterhånden 20 år siden, Kashmir mødtes på Kastanievej Efterskole, og i den anledning har drengene i år valgt at udgive et musikalsk katalog over, hvad de selv betegner som bandets bedste musikalske stunder op til julehandlen. Og det er en ganske imponerende samling sange, Kashmir her langer over disken.


Vi kender jo langt de fleste i forvejen, men det er alligevel en bemærkelsesværdig kronologisk omvendt rejse fra det nye – og i øvrigt ganske fremragende – nummer "Electrified Love", der lyder som et elskovsbarn af "Zitilites'" og "Trespassers'" fineste stunder, til den rå liveoptagelse af "Child Of A Distant Cult" fra DM i rock 1993. Sidstnævnte er en gave til dem, der bliver ved med at håbe på, at Kashmir vender tilbage til tidligere tiders grungeificerede udgave af bandet, og nummeret rykker sgu.

"Katalogue" er på alle måder en ret lækker udgivelse, der ud over to cd'ers musikalsk underholdning byder på en flot indpakning og en herligt fyldig booklet med essay af Rune Skyum-Nielsen og bandets historie fortalt af de fire medlemmer selv. Skulle der være et aber dabei i forbindelse med udgivelsen, er det, at bandet med fordel kunne have samlet lidt mere op på sjældenhederne. De har trods alt udgivet et par ep'er, hvorfra man kunne have forkælet fansene lidt mere med sjældent hørte numre.

På den anden side gør det jo ep'erne så meget mere værd for dem, der har investeret i dem. Alt i alt er "Katalogue" en fremragende opsamlingsplade, som man roligt kan investere i, selvom man har bandets fem album i forvejen. Om ikke andet ser den også flot ud på reolen. (MJG)


 

Læs hele best of-guiden i GAFFAs artikelsektion

ANNONCE