x

Den Gale Pen møder Michael Møller

Den Gale Pen møder Michael Møller

Normalt spiller Michael Møller i bandet moi Caprice. En gang imellem laver han dog noget på egen hånd, og det er i den forbindelse, Den Gale Pen har mødt ham. Han giver nemlig sin solo-musik gratis væk. Derfor har Michael Møller lige vundet Spotify-prisen som Årets Innovatør for sit projekt, hvor han kastede 31 numre i grams på nettet under titlen "A Month of Unrequited Love". Den Gale Pen forstår ikke den slags misforstået velgørenhed, og hvad vil hr. Møller egentlig gøre, når han en dag har brug for rigtige penge?

Hej Michael Møller. Så kan det næsten ikke blive mere almindeligt, hva'. Skal du ikke snart have et ordentligt kunstnernavn som Lady Gaga eller ham Hellhammer fra Mayhem?

– Jeg har også overvejet at finde noget mere flashy. Men jeg har en tendens til at finde på sært prætentiøse franske navne, når jeg navngiver projekter, hvorfor jeg i dette tilfælde valgte det mere ligefremme Michael Møller. Derudover kan jeg jo håbe på, at jeg kan ride med på Trentemøllers internationale succes, eftersom få andre har navnet Møller uden for de danske grænser.

Tro på det, Møller. Engang vandt musikere priser, fordi de solgte mange plader. Nu vinder I priser for at give alt væk gratis. Er du ikke bare en skruebrækker, der tager brødet ud af munden på dine kolleger?

– The times they are a'changin'. Jeg har vel dels vundet prisen på at anerkende, at folk alligevel kan finde det gratis på nettet og dels på, at det rent faktisk lykkedes mig at få en del penge fra fans. Jeg gjorde bare processen meget lettere, så de kunne koncentrere internettiden om at betale via Paypal i stedet for at lede rundt mellem upålidelige mediafire-links.

Du taler som en it-supporter, og du opdrager folk til, at musik ikke er noget, man skal betale for. Hvad vil du gøre den dag, du har en familie, der skal brødfødes? Børn spiser ikke Spotify-priser og hipster-kredit.

– Faktisk har mange betalt mere for denne udgivelse, end de ville for en normal plade. Og nu er den ude på både cd og vinyl, hvilket betyder, at flere får mulighed for at betale for den. Og børn overlever jo ikke mindst folkeskolen på en eller anden form for hipster-kredit. Skulle jeg få børn, kan de så måske medbringe lidt med det samme.

 

Læs hele interviewet med flere skarpe spørgsmål i GAFFAs artikelsektion.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA