x

Nyt fra My Beloved

Nyt fra My Beloved

Københavnske My Beloved har huseret siden 1997 og er blevet påhæftet betegnelser som goth- og prog- og postrock. Det er hidtil blevet til tre langspillere, med
"Force Feeding Love" fra 2008 som seneste livstegn. Her truede tomgangen ifølge GAFFAs garvede anmelder Erik Barkman, som dog samtidig medgav, at gruppen er "(...) stilsikre som få: Deres lyd er gennemarbejdet og ganske enestående i dansk – og international? – sammenhæng".

Og nu varsles der nyt fra bandet, som i sidste måned var i studiet for at indspille nyt materiale. Og ifølge en udtalelse fra bandet kan fans godt begynde at glæde sig: "Det indspillede materiale lyder på nuværende tidspunkt meget lovende og der bliver meget sandsynligt tale om en fuldlængde udgivelse, hvor nye toner og kreative indfald vil dominere pladen", hedder det således.

Der foreligger endnu ingen udgivelsesdato på det kommende udspil fra gruppen, som albumdebuterede med "Servant of Secret Places" i 2003, fortsatte med at udfolde deres mørke, musikalske univers på opfølgeren "On Happiness Hill" to år senere og også har tiltrukket sig opmærksomhed uden for hjemlandets grænser.




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA