Nyhed

Lou Reed slutter sig til Occupy-bevægelsen

Den engang så apolitiske musiker støtter protestbevægelsen og udgiver ny musikvideo

Høj arbejdsløshed, økonomisk ulighed og angivelig korruption har den seneste tid fostret den interimistiske protestbevægelse Occupy Wall Street, og musikere som David Crosby & Graham Nash har tidligere lagt vejen forbi for at støtte demonstrationerne.

Forleden fik bevægelsen så tilslutning fra lettere overraskende kant, idet den inkarnerede og normalt apolitiske new yorker Lou Reed dukkede op og talte til forsamlingen. Samme Reed, der engang sagde om sit forhold til politik: "Give me an issue, and I'll give you a tissue - you can wipe my ass with it!" (frit oversat: "Stik mig et emne, så skal jeg give dig en serviet du kan få lov at tørre mig i røven med", red.).

Forleden var det en anderledes engageret Reed, som leverede følgende tale på ved The Lincoln Center:


"Jeg er musiker i New York. Jeg har spillet over det hele. Jeg blev født i Brooklyn. Men jeg har aldrig skammet mig mere, end når jeg ser barrikaderne her i aften. Politiet er vores hær. Jeg ønsker at være venner med dem. Og jeg ønsker at besætte Wall Street. Jeg støtter det på enhver måde, og jeg er stolt af at være en del af det her".

Foruden det politiske engagement har Lou Reed - sammen med Metallica - just præsenteret en ny musikvideo til nummeret "The View" fra det aktuelle, misforståede mesterværk "Lulu". Den er instrueret af Darren Aronofsky, som blandt andet har stået bag titler som "The Wrestler" og "Black Swan".

ANNONCE