Nyhed

The National lufter nyt materiale

Halvandet år efter seneste studiealbum har indierockerne luftet to helt nye sange i radioshow

Brooklyn-baserede The National, som har eksisteret siden 1999, er ved at afslutte en længere turné, og i går (8. december, red.) fandt de tid til at lægge vejen forbi Glenn Gould Studio i Toronto for at deltage i CBCs radioshow "Q". Her leverede gruppen to helt nye sange, betitlet henholdsvis "Rylan" og "I Need My Girl". Der foreligger dog ikke nogen officielle planer om et nyt album fra gruppen, hvis seneste udspil var "High Violet" fra foråret 2010.

Det var gruppens femte, og GAFFAs Simon Christensen var ikke udelt begejstret. "Følelsen, der afløser de musikalske mestres forudsigelige stemninger, er undertiden kedsomhed", konkluderede han således sin firestjernede anmeldelse.

Anderledes imponeret var Vor Udsendte medarbejder, da The National gæstede denne sommers Skanderborg Festival. "The Nationals muskuløse melankoli var en stor oplevelse for de Skanderborg-publikummer, der ville den", hed det dengang, ledsaget af fem stjerner.


ANNONCE