x

WhoMadeWho første navn på Radar-plakaten

WhoMadeWho første navn på Radar-plakaten

Lørdag den 10. december blev den sidste koncert afholdt på Musikcaféen i Mejlgade i Aarhus, men allerede nu kan stedet sige på gensyn til foråret på Radar til koncert med WhoMadeWho, der spiller den 20. april i de nye lokaler.

Radar åbner allerede den 30. marts, men WhoMadeWho er altså foreløbig første navn på plakaten, når det nye spillested åbner Skovgaardsgade 3-5.

Programlægger Keld Jørgensen siger:

"Vi er glade for at kunne offentliggøre WhoMadeWho som første navn på Radar. Bandet har netop udsendt en ny, stærk single, og i foråret udkommer et nyt fuldlængde album, så aktualiteten er helt på plads. Og bandet udvikler sig løbende, hvilket passer glimrende med den måde at gøre tingene på, Radar gerne vil kendes for." 

Som GAFFA tidligere har skrevet, er Radar en fortsættelse af det gamle Musikcaféen, der flytter til det nye kulturproduktionscenter på Godsbanen i Aarhus og i den anledning skifter navn.

Bestyrelsesformand Morten Lervig udtalte dengang om navneskiftet:

"Den forbedring, der opstår på flere områder, ønsker vi at markere med et nyt navn. Radar er for os indbegrebet af det, vi hele tiden har gjort musikalsk set, nemlig at afsøge det musikalske landskab for nye interessante navne og fænomener, og bringe dem til publikums kendskab. Så med Radar både fastholder og udbygger vi det stærke grundlag, der er skabt igennem 33 års koncertvirksomhed på Musikcaféen."

En af fordelene ved lokaleflytningen er, at lokalerne nu er bygget til koncertdrift, så der skulle blive bedre forhold for publikum og musikere, hvad angår lyd, lys og andre forhold. 

Musikcaféen slog dørene op i 1978 og har gennem årene afholdt et hav af koncerter. Radars publikumskapacitet bliver cirka 300 stående gæster, der er væsentlig flere end de 200, der var plads til på Musikcaféen.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA