Nyhed

Slayer til Copenhell

Thrash-veteranerne gæster metalfestivalen på Refshaleøen i juni

I går kunne arrangørerne af den københavnske metalfestival Copenhell offentliggøre et af næste års hovednavne, Marilyn Manson, og nu kan de så oplyse, at også thrash-veteranerne Slayer gæster festivalen, som finder sted på Refshaleøen 15. og 16. juni 2012.

Slayer blev dannet i 1981 i Huntington Park i Californien, albumdebuterede i 1983 med "Show No Mercy" og fik deres gennembrud i 1986 med deres tredje, meget roste og ganske brutale album "Reign In Blood". Deres seneste, 11. album er "World Painted Blood" fra 2009. I november offentliggjorde gruppen, at de er gået i gang med at skrive sange til deres 12. album efter en periode, hvor guitaristen Jeff Hanneman var ramt af en mystisk, kødædende virus.

Slayer gæstede senest Danmark i marts 2011, hvor de spillede i Scandinavian Congress Center i Aarhus. Denne koncert fik fire stjerner af GAFFAs Michael José Gonzalez, der indledte sin anmeldelse således:


"En halv time efter Megadeth har forladt scenen, dæmpes lyset og publikum indhylles i blodrødt (hvad ellers?) lys, hvorefter en absolut nådesløs World Painted Blood affyres lukt mod den sagesløse forsamlings trommehinder. Det er hurtigt, hidsigt og aggressivt som ind i Helvede, men mest af alt er det højt. Der er skruet vanvittigt op, og det er næppe noget overdrivelse at påstå, at Slayer spiller dobbelt så højt som Megadeth. Det lyder godt, men den ekstreme volumen slår desværre skår i lytteoplevelsen, der imidlertid forstærkes af, at man rent fysisk ruskes igennem og kan mærke musikken i hele kroppen. Selv Lemmy ville sgu være misundelig."

Foreløbigt lineup til Copenhell 2012: Marilyn Manson, Slayer, Lamb of God, Anthrax, Skeletonwitch, Trivium, Killswitch Engage & Korpiklaani.

Billetsalget begynder torsdag den 15. december klokken 10 på Billetnet.


ANNONCE