Nyhed

4 Guys From The Future klar til at indspille

Efter nytår og en sidste koncert på dansk grund indtager 4 Guys From The Future igen studiet for at indspille opfølgeren til "Under The New Morning Sun"

Lørdag den 17. december spiller 4 Guys From The Future sin sidste koncert på dansk grund, inden gruppen efter nytår tager i studie for at indspille et nyt album. Koncerten finder sted i Huset i Magstræde kl. 22 og efterfølgende er 4 Guys From The Future altså klar til at kaste sig over det, der bliver opfølgeren til debuten "Under The New Morning Sun" fra 2010.

Sanger og sangskriver Bjarke Porsmose siger, at sangene er mørkere end på det forrige album:

"Måske bevæger vi os baglæns i tiden. Hvis den første plade handlede om en ny begyndelse og tiden efter verdens undergang, vil den næste plade foregå lige midt i den korrumperede og deforme nedtur, verden står midt i. En kamp mellem sol og måne. Sangene er mere mørke, ensomme og aggressive end før, men også meget smukke. Nu har vi i Frankrig spillet en række af de nye sange, og publikum har vist stor glæde, så vi glæder os til at spille dem på lørdag og endelig indspille den nye plade færdig."


4 Guys From The Future er netop vendt hjem fra en turné i Frankrig, hvor "Under The New Morning Sun" udkom i oktober. 4 Guys From the Future har indtil videre spillet 14 showcases og koncerter i Frankrig, og deres album er ifølge en pressemeddelelse fra gruppens pladeselskab Tambourhinoceros blevet mødt med stor ros i Frankrig og udelukkende 5- og 6-stjernede anmeldelser.

4 Guys From The Future blev i Frankrig oven i købet inviteret i studiet af den franske tv-station France 24, hvor de bliver sammenlignet med et navn som MGMT, hvilket forsanger Bjarke Porsmose forklarer ikke skyldes en intention om at lyde som MGMT. Se interviewet her.

GAFFAs anmeldere kårede i øvrigt "Under The New Morning Sun" til det tredjebedste danske album i 2010, kun overgået af Efterklang og Søren Huss. Læs om redaktionens favoritter anno 2010 her.


ANNONCE