Nyhed

Norske socialdemokrater afviser Springsteen-historie

Formand for AUF afviser, at partiet har en aftale med Bossen om at spille på Utøya

I går kunne norsk TV2 fortælle, at Bruce Springsteen havde takket ja til at deltage i en mindekoncert på årsdagen for terrorangrebet på den norske ø Utøya i sommer. Kilderne var centrale, om end anonyme medlemmer af AUF, de norske socialdemokraters ungdomsafdeling.

Nu afviser AUF's formand Eskil Pedersen over for den norske avis Dagbladet historien. Han fortæller, at der ikke foreligger nogen aftale mellem Springsteen og partiet, og at man endnu slet ikke har noget overblik over, hvordan man vil minde terrorangrebet på årsdagen, 22. juli.

– Det er klart, at det er en ære, hvis det passer, at Springsteen er positiv for at spille for AUF, men det er alt for tidligt at sige noget om nu, da vi endnu ikke har bestemt os for, hvilken type arrangement vi skal have på Utøya næste sommer, eller hvordan vi skal markere 22. juli næste år. Derfor er det ikke muligt at sige noget om, hvem der skal bidrage eller ikke. Det er vigtigt, at vi finder ud af dette på en god måde internt i AUF, og at vi har god kontakt med støttegruppen (for ofrene og de efterladte efter terrorangrebet, red.). Det vigtigste for os er, at det bliver en god og værdig mindehøjtidelighed for vores medlemmer og alle andre.


Norsk TV2 fastholder dog historien. Bård Espen Hansen, aftenredaktør på norsk TV2, fortæller, at man her ved, at AUF har været i kontakt med Springsteen, og at denne har været positiv over for at skulle spille på Utøya 22. juli.

Det ligger dog fast, at Bruce Springsteen er i Norge på årsdagen for terrorangrebet, da han giver koncert i Oslo 21. juli og i Bergen 23. juli.

Herhjemme kan Bossen opleves på Roskilde Festival lørdag den 7. juli.


ANNONCE