x

Marit Larsen gæster København og Aarhus

Marit Larsen gæster København og Aarhus

Den norske sangerinde og sangskriver Marit Larsen har netop udsendt sin tredje plade "Spark", og besøger Danmark for at give to koncerter i februar, hendes første herhjemme. Nærmere betegnet 15. februar i Lille Vega og 16. februar på Train i Aarhus.

Marit Larsen har allerede oplevet stor international succes og solgt over 12 millioner plader og singler på verdensplan som den ene halvdel af popduoen M2M, der eksisterede i perioden 1999-2002. Siden gik hun solo og anlagde et lidt mere eftertænksomt udtryk. Hun debuterede i 2006 med albummet "Under The Surface", som i 2008 blev fulgt op af "The Chase". Da hun også efterhånden fik hul igennem til det tyske marked, udgav hun i 2009 albummet "If A Song Could Get Me You" specielt møntet på det tyske marked.

Som solist har Marit Larsen samlet solgt over 360.000 plader, primært i Norge og Tyskland. Herhjemme har salgstallene indtil nu været lidt mere beskedne, men Marit Larsen småhitter for tiden med singlen "Coming Home", som er i rotation på P3 og P4, så det går den rigtige vej for hende.

Billetsalget til koncerterne er i gang via GAFFA Live.

Se Marit Larsens nye musikvideo "Coming Home" nedenfor.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA