Nyhed

HMV er i dyb krise

Den legendariske engelske pladehandlerkæde har tabt 320 millioner på et halvt år

Den legendariske engelske pladehandlerkæde HMV er, som så mange andre pladeforretninger, i dyb krise, skriver Sky News. Kæden har tabt 36,4 milloner pund, svarende til 318 milloner kroner, i perioden 1. maj-29. oktober, og deres salg er i samme periode faldet 11,6 procent i forhold til den samme periode året før.

I januar offentliggjorde HMV, at kæden ville lukke 60 af sine butikker i løbet af 2011.

Sky News fortæller også, at HMV går med planer om at sælge underselskabet HMV Live, som blandt andet driver spillesteder som London Hammersmith Apollo og Kentish Town Forum samt festivalen Lovebox.

HMV's administerende direktør Simon Fox udtaler, citeret af Sky News:


– Vi har haft en udfordrende start på året. Imidlertid har vi taget de fornødne skridt til at restrukturere virksomheden og ser nu resultaterne af dette, især hvad angår vores teknologiske produkter (blandt andet salg af hovedtelefoner, højttalere og tablet-computere, red.). Som alle kundeorienterede virksomheder er vi udsat for hårde handelsbetingelser, men vi fortsætter med at bevæge os fremad gennem denne periode. Vi er godt forberedt på de vigtige handelsdage, der ligger foran os."

HMV blev grundlagt i 1921 og er Storbritanniens største pladehandlerkæde. Kæden har haft afdelinger i en række andre lande og verdensdele, blandt andet USA og Australien, og var indtil for cirka 10 år siden også repræsenteret i Danmark. De fleste af selskabets udenlandske butikker er nu solgt fra, og kæden er for tiden kun repræsenteret i Storbritannien, Irland, Hong Kong og Singapore.

HMV har for tiden 4500 ansatte.


 

ANNONCE