Årets bedste album ifølge Jesper Buhl

Året er ved at gå kraftigt på hæld, og i den anledning har GAFFA givet ordet til en række musikere og GAFFA-skribenter, der året ud vil fortælle om deres musikalske favoritter fra 2011. Her gælder det GAFFAs elektronika-anmelder Jesper Buhl. Du kan høre hans playliste på Spotify.

Album, udenlandske

1. James Blake: James Blake

James Blake (billedet) de- og rekonstruerede soul og sangskrivning på et fantastisk album, som føjede nye facetter til den lyd, han etablerede på sine fremragende tidlige ep'er. Den kuldslåede elektronik mødte Blakes smukke stemme i sange, der nægtede at følge konventionel logik.

2. Zomby: Dedication

Efter rave-nostalgi-albummet Where Were You In '92? leverede Zomby en smuk og temmelig rørende plade. Sorgen og skøheden bredte sig på de melodisk overlegne, garageinfluerede numre.

3. Martyn: Ghost People

Den hollandske, amerikansk bosatte producer var en af de mest interessante producere under dubsteppens opblomstringstid omkring 2007. Siden er det meste dubstep blevet til rædderlig brostep, og Martyn har genfundet sin kærlighed til techno og house, som her møder garage-rytmik og genfærdsskønhed.

4. Oneohtrix Point Never: Replica

Ikke milevidt fra Gold Pandas lydunivers begik Daniel Lopatin på sit sjette album en serie opklippede stemningsstykker, som forener storladne, analoge synthpads med skurrende, skæve samples, som synes at stamme fra radioudsendelser fra en hidtil ukendt, særdeles smuk dimension.

5. Jamie XX/Gil Scott-Heron: We're New Here

2011 var året, hvor den gamle mesterpoet døde, men samtidig fandt nyt liv og nye fans i Jamie XX' mesterlige fortolkninger, som trak på moderne basmusik, hiphop og deep house. Gils ord passer usædvanligt godt til Jamie XX, som har et helt fænomenalt talent for at vælge de helt rigtige elementer i sine ofte ret minimalistiske produktioner.

6. Sully: Carrier

Det var svært at komme uden om Martin Clark/Blackdowns label Keysound Recordings i 2011, og Sullys album var en af de bedste udgivelser herfra. Garage, 2-step og en britisk fortolkning af den amerikanske footwork-genre er hovedingredienserne på et album, som er afvekslende, men klart følger sin egen indre logik.

7. Lykke Li: Wounded Rhymes

Sorgen over et hårdt brud med kæresten var afsættet for Lykke Lis andet album, som viste, hvor utrolig meget hun er vokset som kunstner. Denne samling sortrandede sørgesange er af den slags, som har umiddelbar popappel, men som tager permanent bolig i ens sind.

8. Death Grips: Exmilitary

Hvor 2009 og 2010 i høj grad gjorde meget for at bevise, at hiphop var en kunstnerisk stendød genre reduceret til forretningsstrategi, skete der meget godt for genren i 2011. Blandt andet via dette støjende, strittende og temmelig usamarbejdsvillige mixtape.

9. The Weeknd: House of Balloons

R'n'B fik også en seriøs revival via Frank Ocean og ikke mindst Abel Tesfaye, også kendt som The Weeknd. Med mørke, supersexede og pissefarligt klingende produktioner, hvor han blandt andet samplede Siouxsie & The Banshees' Happy House og sange om kokain, hedonisme og afgrundsdyb hjertesorg fik R'n'B endelig en chance for at hoppe ud af den skabelon, den havde befundet sig i i ti år.

10. Africa Hitech: 93 Million Miles

Mark Pritchard og Steve Spacek fusionerede UK Funky, grime, footwork, electro og alskens andre globale bastendenser på en veloplagt rejse ud på gaderne og ud i rummet.

Album, danske

1. Rumpistol: Talk To You

Jens Berents Christiansen søgte med stor succes nye veje på Talk To You, som føjede post-dubsteppede og vokalmanipulerende elementer til hans i forvejen veludviklede og gennemarbejdede lyd.

2. Malk de Koijn: Toback To The Fromtime

Vi fik ikke besøg af Karateklanen eller de tre McCoys, men selvom, eller faktisk netop fordi, der var skruet en anelse ned for de gakkede personaer og op for de tre rapperes egne personligheder, er Toback To The Fromtime en herlig tidsrejse, som både genbesøger hiphoppens guldalder, barndommens baggårde og selvfølgelig Langestrand.

3. WhoMadeWho: Knee Deep

Den ellers så feststemte trio lagde danseskoene delvist på hylden for en stund og gav mere plads til vokal og sangskrivning, hvilket viste sig at være en særdeles god og frugtar ide.

4. Troels Abrahamsen: Unset

Veto-forsangeren søgte længere ind i housen og soulen, men også længere ud i knudrede og forvrængede støjsekvenser på sit seneste album, som viste, at Abrahamsen sagtens kan spænde over større vidder.

5. Badun/Icarus: Flensburg

Dybt eksperimenterende og spændende sammenstød mellem danske Badun og engelske Icarus, hvor drum'n'bass, freeform jazz, electronica og eventyrlyst går op i en fin, højere enhed.