Nyhed

Årets bedste album ifølge Finn P. Madsen

GAFFAs rock-med-mere-anmelder fortæller om sine musikalske favoritter fra 2011

Året er ved at gå kraftigt på hæld, og i den anledning har GAFFA givet ordet til en række musikere og GAFFA-skribenter, der året ud vil fortælle om deres musikalske favoritter fra 2011. I dag gælder det GAFFAs rock-med-mere-anmelder Finn P. Madsen. Du kan høre hans playliste på Spotify.

 

Udenlandske album:


1. Elbow – Build A Rocket Boys!

Elbow (billedet) spiller på det meste af "Build A Rocket Boys!" med en sjældent hørt sårbarhed, der får sangene til at udfolde sig som rene hymner. Manchesters forgyldte bysbørn leverer musikalsk perle i sjette hug,

2. Steven Wilson – Grace For Drowning


"Grace For Drowning" er jazz, fusion, avantgarde og progrock, der smeltes sammen til det mesterværk, Wilson altid har haft i sig. Vidunderbarnet og Porcupine Tree- frontmand Steven Wilson sætter endnu en gang ny standard for sin musikalske formåen.

3. The Twilight Singers –  Dynamite Steps

Når djævlen ånder én i nakken. "Dynamite Steps" er sprængfarlig dynamit fra Twilight Singers. Greg Dulli er rockmusikkens ægte desperado, der synger om fornedrelse, opløsning, sygelig sex og besiddertrang, som om han selv er en del af sit betændte scenario.


4. Kurt Vile – Smoke Ring For My Halo

Slackerrockeren Kurt Vile og hans Violators lader ubesværet og frit sangene på "Smoke Ring For My Halo" træde i karakter. Her er intet hastværk, men derimod detaljerigdom og melodier pakket ind i en rastløs lo-fi produktion, som gør Vile til en af fremtidens helt store sangskrivere. 

5. Lykke Li – Wounded Rhymes


Svensk rocks nye popdiva træder med "Wounded Rhymes" for alvor i karakter. Med direkte adresse til Phil Spectors Wall Of Sound og en samling dragende sange fyldt med hjerteskærende melankoli afmærker Lykke Li sit eget personlige territorium.

6. PJ Harvey – Let England Shake

Eneren P J Harvey lader intensitet og klimaks gå hånd i hånd ind over krigsmarkerne i et hærget England, og giver sine landsmænd og for den sags skyld alverdens politikere en opsang på "Let England Shake". Der er alvor i luften fra start til slut, hvor sangene skurrer fra det underspillede til nervepirrende dramatiske. 


7. The Walkabouts – Travels In The Dustland

Seattles nytraditionalister af folk- og americana vendte storslået tilbage på "Travels In The Dustland". Trods den apokalyptiske stemning giver The Walkabouts på deres første udspil i seks år plads til drømmene og lader melankolien ramme deres skæbnesange mageløst ind.

8. Deus – Keep You Close


De belgiske art-rockere Deus går på "Keep You Close" fra asken til ilden. Gruppen har genopfundet sig selv i en række mørke regulære rocksange, der emmer langt væk af undergang og tryllebindende elegance.

9. Ane Brun – It All Starts With One

Den norsk sangmuse Ane Brun har haft blændende vokseværk på "It All Starts With One". Den karismatiske kunstner har sluppet den traditionelle singer/songwriter-formel. I stedet for opereres der med to trommeslagere, fløjlsbløde lag af keyboards og strygerarrangementer, hvor der er højt til loftet. Konceptet fungerer fremragende og grænser det orkestrale.


10. The Low Anthem – Smart Flesh

The Low Anthem har med "Smart Flesh" støbt en lille sammenhængende perle, der med ynde er bundet sammen til noget stort. Det lovende americana-band indfrier alle forventninger på pastafabrikken, hvor de bruger de øde fabriksrum til at blende deres sarte americana-toner med håndfuld tryllebindende vokaler. Nedtonet amerikansk minimalisme i bedste form.

 


Danske album:

1. Of The Wand & The Moon – The Lone Descent

Kim Larsen alias Of The Wand & The Moon har føjet flere farver til sit personlige tag på neo- og apocalyptic folk-genren. Phil Spectors Wall Of Sound er katalysator for Of The Wand & Moons nye helstøbte lyd. "The Lone Descent" er ren patos og sjæl fra en musiker, der om nogen fortjener mere opmærksomhed.


2. Thulebasen – Gate 5

Sprælsk og uforudsigelig. Thulebasen spræller som en flerfarvet fisk i det danske rockfarvand og lader deres psykedeliske rocktoner forføre i alle mulige retninger. Årets danske debut er en uhåndterlig sag, men bliver desto mere spændende for hver gennemlytning.

3. Larsen & Furious Jane - Dolly


På trods udsendte Danmarks mest oversete band Larsen & Furious Jane kun deres fjerde udspil digitalt, i første omgang i hvert fald. "Dolly" er drømmende tungsind pakket ind i de mest urovækkende alternative toner med tydelige lån fra shoegazer-scenen. Fuldt fortjent er albummet nu ude på vinyl.

4. De Efterladte – Traditionen Utro

"Traditionen Utro" er det første udspil fra Peter H. Olesen, efter brødreduoen Olesen-Olesen satte punktum for en stribe fremragende album. Med sin faste makker Michael Lund fører Peter H. Olesen i De Efterladte sangskriver-traditionen videre og lader atter sit sortsyn komme til orde på sarkastisk vis, men ikke helt uden humor.


5. CODY – Under The Pillow Under The Elms

Det danske americana-ensemble CODY har fået flere strenge at spille på. Varmt og imødekommende breder deres melankolske alt-country-toner sig og lover godt for det næste fuldlængde-udspil.

 


 

 

 


 

 

 


 

 

 


 

 

 


 

 

ANNONCE