x

Årets bedste album ifølge Ole Rosenstand Svidt

Årets bedste album ifølge Ole Rosenstand Svidt

Året er gået på hæld, og i den anledning har GAFFA givet ordet til en række musikere og GAFFA-skribenter, der året ud vil fortælle om deres musikalske favoritter fra 2011. Her gælder det GAFFAs webredaktør Ole Rosenstand Svidt. Du kan høre hans playliste på Spotify.

Internationale album

1. Elbow: Build A Rocket Boys! (billedet)

Endnu et fremragende album fra den engelske gruppe, hvis koncert på NorthSide Festival var et af årets musikalske højdepunkter. Magien er dog næsten lige så intens på dette album, hvor Guy Garveys stemme kommer rundt i hele følelsesregistret, og den ene smukke, melankolske rocksang følger den anden – tilsat smukke strygere og blæsere. 

2. Björk: Biophilia

Den islandske vokalvulkan skuffer sjældent, og det gør hun heller ikke på det seneste album, hvor hendes enorme stemme, skønne, afdæmpede sange, hjemmebyggede instrumenter og iPad-apps går op i en højere enhed. Overraskende og imponerende. 

3. PJ Harvey: Let England Shake

Stærke, politiske tekster om krig, død og elendighed møder  Harveys intense stemme, sublime rocksange og – autoharpe. På sit ottende soloalbum holder PJ sit vanlige, tårnhøje niveau og udfordrer både sig selv og lytteren. 

4. James Blake: James Blake

Årets internationale debutalbum. En gedigen soulstemme møder klaverballader med klassisk inspiration, elektronika og dubstep, som hverken du eller jeg har hørt det før. Et album, hvor man ikke kan forudse, hvad der sker efter de næste fire takter – ud over at det er godt.

5. Fleet Foxes: Helplessness Blues

Seattle-gruppen lever op til de tårnhøje forventninger fra den forrygende debut fra 2008. Elegante vokalharmonier, masser af strengeinstrumenter, halvakustisk udtryk og fremragende sange. 

6. Lykke Li: Wounded Rhymes

Den svenske sangerinde og sangskriver lader sig inspirere af knuste hjerter og 60'ernes Wall of Sound-lyd på sit bundsolide andet album. Glimrende koncert på årets Roskilde. 

7. Bon Iver: Bon Iver

Efter den skrabede, akustiske debut går Justin Vernon i den helt modsatte grøft på på opfølgeren, med masser af lag-på-lag-produktioner i studiet. Men kvaliteten er uændret høj.

8. Radiohead: The King Of Limbs

Thom Yorke & Co. tog os atter på sengen med en internetudgivelse, som denne gang dog ikke var helt gratis – men næsten. Og så kom den også på vinyl pakket ind i avispapir. Og så endelig som helt traditionel udgivelse. Fik jeg sagt, at sangene også er gode? 

9. The Strokes: Angles

Efter fem års pause og soloprojekter er guitarrockerne tilbage med noget af deres mest inspirerede musik siden den ti år gamle debut. Denne gang med tydelig inspiration fra 80'ernes mere strømlinede pop, men det holder stadig. 

10. Kate Bush: Director's Cut

Strengt taget skulle Bush have været med på listen med sit nye, aldeles fremragende album "50 Words For Snow" – og langt højere oppe. Men albummet var ikke udkommet, da der var deadline for denne liste (medio november) – som danner basis for GAFFA-skribenternes årsliste i decembernummeret – og så måtte Bush med på en badebillet i form af hendes album fra maj med genindspilninger af ældre sange. Stadig smukke toner fra en majestætisk stemme – men det nye album er endnu bedre.

 

Danske album:

1. Hymns From Nineveh: Hymns From Nineveh

Hymns From Nineveh alias sanger, sangskriver og akustisk guitarist Jonas H. Petersen med venner overrasker stærkt positivt med 10 overvejende lavmælte og akustiske sange om tro, tvivl, kærlighed, lys og mørke, med en himmelstræbende stemme i front. Tidløs sangskrivning på internationalt niveau. 

2. Michael Møller: A Month Of Unrequited Love

Et overflødighedshorn med 31 sange, som oprindeligt blev udgivet gratis med én ny sang hver dag i maj måned – med mulighed for donationer. Pengene strømmede fortjent ind, så der blev råd til en dobbelt-cd og triple-cd med nogle af Møllers hidtil stærkeste og smukke sange, alle om, som titlen siger, ugengældt kærlighed. Og den bliver man jo aldrig træt af, i hvert fald ikke i musikalsk form. 

3. Larsen And Furious Jane: Dolly

Danmarks mest oversete gruppe valgte efter tre fremragende, men dårligt sælgende plader at udgive deres firer til gratis download – man kunne slet ikke få lov at betale for den. Det kan man dog nu, hvis man køber vinyludgaven. Den kan varmt anbefales – solid sangskrivning med mørke og melankolske undertoner. 

4. Malk De Koijn: Toback From The Fromtime

De tre bananer, du stadig ikke kan nå, er tilbage efter ni års pladepause med kreativiteten intakt, både tekstligt og musikalsk. Det vælter med uforudsigelige, hittepåsomme indfald hele albummet igennem – men der er hele tiden en mening med galskaben. 

5.   Mikael Simpson: Noget Laant, Noget Blaat

Efter år i laptoppens skær i nattemørket har Simpson udliciteret dele af musikken på sit seneste album til andre, nærmere betegnet Peder og Asger Baden. De har lukket lidt lys ind til den kroniske melankoliker, der lyder mere inspireret end længe.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA