GAFFAs chefredaktør fortæller om sine musikalske favoritter fra 2011
Året er gået på hæld, og i den anledning har GAFFA givet ordet til en række musikere og GAFFA-skribenter, der året ud vil fortælle om deres musikalske favoritter fra 2011. Her gælder det GAFFAs chefredaktør Peter Ramsdal. Du kan høre hans playliste på Spotify.
Album udland
1. James Blake: James Blake
Sjældent har soulmusik lydt så kølig og cool. Årets åbenbaring og desuden en klar kandidat til Årets Koncert med sin optræden på Roskilde Festival.
2. Bon Iver: Bon Iver
Stadig den mest fascinerende stemmeføring i nyere tid. Selv om Justin Vernon har fået råd til at pakke den ind i en dyrere og større produktion.
3. Radiohead: The King Of Limbs
Bliver mere og mere interessante jo længere de bevæger sig væk fra traditionelle sangstrukturer
4. Fleet Foxes: Helplessness Blues
Hipster-begrebet har været under beskydning i år, men der er ikke noget i vejen med langt blødt hår, fuldskæg, ternede skjorter og vokalharmonier fra sentresserne. Det beviser Fleet Foxes på fin toer.
5. Drake: Take Care
Sublim melodisk hiphop/soul med stærk cross-over appel til folk, der ikke nødvendigvis går med cap, solbriller, guldkæder og kaster håndtegn.
6. The Strokes: Angles
Årets positive overraskelse. The Strokes genfandt melodien og selv efter en række mindre interessante udgivelser. Godt at se, at der er liv efter en eksplosiv kometkarriere.
7. Kate Bush: 50 Words For Snow
Fantastisk genhør med verdens førende art-popsangerinde. Modent udspil, der viser en kunstner, som ikke halser efter tidsånden. Desuden rart at høre Elton Johns stemme blive brugt til noget fornuftigt i duetten "Snowed In At Wheeler Street".
8. Feist: Metals
James Blake sørgede i året for Feists største hit med "Limit To Your Love". Men Feist kan skam selv. "Metals" blev overset en smule i mængden, men er ikke desto mindre skøn.
9. Iron & Wine: Kiss Each Other Clean
Er med sit fjerde udspil ved at opbygge et stort sangværk. "Kiss Each Other Clean" er små folk-perler på en snor fra Sam Beams hånd. En opfordring til sommerens festivaler: Book ham, book ham.
10. Tune-yards: Whokill
Hektiske afrikanske trommerytmer og skæve truthorn tilsat Merrill Garbus rå stemme. En cocktail, der ikke er hørt lige så kraftfuld siden Neneh Cherrys velmagtsdage. Krævende lytning, men aldrig uinteressant.
Album indland
1. Hymns From Nineveh: Hymns From Nineveh
Forfriskende med et udspil, der handler tro. Da Hymns From Nineveh blev dannet, må det have været til skaberens fulde tilfredshed. Som om det ikke kunne være nok med debutalbummet, udgav Hymns From Nineveh desuden det ligeledes fremragende julealbum "Endurance In Christmas Time".
2. Mikael Simpson: Noget Laant, Noget Blaat
Var der andre end mig, der var blevet træt af dub-album fra Mikael Simpson? Nå anyway, godt at høre manden udvide sit repertoire. Både Simpsons musik og tekster voksede i processen. Hans hidtil stærkeste udspil.
3. Malk De Koijn: Toback From The Fromtime
Der har været større musikere end de tre bananer, men ingen over og ingen ved siden af Malk De Koijn ordleg.
4 L.O.C.: Libertiner
Markerede sig i årets løb som den største entertainer i dansk musikliv ikke mindst i kraft af sin Roskilde-optræden. Libertineren kridtede med hårdtpumpede beats banen op med sange om begær og dekadance. Hvis der nogensinde skulle opstå en dansk udgave af The Rat Pack, er L.O.C. selvskrevet. Hvor er de to andre?
5. When Saints Go Machine: Konkylie
WSGM imponerede atter med deres insisterende forsøg på at mixe beats og udfordrende lydeksperimenter. Desuden pluspoint til Nikolaj Vonsild for en af de bedste mandlige rockvokaler herhjemme.
