Nyhed

Gino Vannelli: Danske musikere er utroligt dygtige

Den canadiske sanger og sangskriver gæster Værløse og Aarhus i januar med en dansk/svensk trio. Vi har fanget ham for at høre, hvad vi kan forvente

Canadiske Gino Vannelli har, siden sin albumdebut tilbage i 1973, været en respekteret, beundret og særdeles produktiv sanger, komponist, producer og lydmand. Hans 18 album har solgt millioner af eksemplarer verden over, dog i særdeleshed i USA og hans hjemland.

 

Søgen efter perfektion og legelyst


Han er ikke ligefrem danske anmelderes favorit, men fanskaren herhjemme er stor og trofast, og derfor kan han for tiende gang gæste Danmark. Især blandt musikere er Vannelli elsket, og hans produktioner er blevet industristandard for flot vokal, komplekse kompositioner og fantastisk lyd. Musikere kalder hans musik "det tætteste man kommer på perfektion". Mén, Vannellis høje – og ofte krævende – niveau kan danske musikere sagtens leve op til:

– De er utroligt dygtige! Og jeg vælger dem til mine tours ved at lytte længe og nøje, og så grundigt at jeg kan forudsige, hvad han/hun vil have til morgenmad, griner Vannelli i telefonen fra sin hjemby Montreal, Quebec.

– Jeg leder efter intelligens, fleksibilitet, lyst, evner og måske vigtigst: Musikere med en lyst til at lege, som et barn i en legetøjsforretning.


 

Behøver ikke hitlister og modeluner

59-årige Vannellis første 11 album var en blanding af soul, pop og fusion, og han har over årene opnået fine placeringer på den prestigefyldte amerikanske hitliste Billboard med sange som "Black Cars", "Wild Horses", "People Gotta Move" og "I Just Wanna Stop". Men de seneste syv udgivelser har været for feinschmeckere og skiftevis blandet jazz, opera og soul.


- Jeg interesserer mig ikke for hitlisteplaceringer mere", siger han, "men jeg kan dog se, at hundredetusindevis af musikinteresserede ser og hører mine sange på YouTube, og jeg fandt ud af, at mange downloadede mit Greatest Hits-album sidste år: "Best & Beyond". Men jeg foretrækker at se på min karriere som en helhed – en evig udvikling siden 1973. Jeg har opnået at få et særligt publikum, og det er sådan jeg kan lide det. Jeg behøver ikke være en megastjerne. Jeg har ingen udeståender med livet eller min skæbne længere, selv om jeg ellers engang sloges med den slags eksistentielle kvaler.

 

Vil altid nyt


Gino Vannelli kan opleves i Aarhus og Værløse i januar måned med en dansk/svensk trio.

– Morten, Morten og Jacob er så fantastisk dygtige, at jeg altid må forsøge at finde nye måder at udfordre de knægte på. Vi vil væve jazz, pop og andre genrer ind i vores flyvende musikalske tæppe, og jeg vil vædde på, at vi kommer til at skabe ny musik i en helt ny type combo. Dét er hvad jeg ønsker mig af musikken – altid!

 


Gino Vannelli med trio:

18. januar i "Galaksen", Værløse.

21. januar i "Musikhuset", Aarhus


 

Line-up:

Jacob Karlzon (S): Piano.


Morten Ramsbøl (DK): Bas.

Morten Lund (DK): Trommer

 


Gino Vannellis hjemmeside:

http://www.ginovannelli.info/

 


Køb billetter til de danske koncerter via GAFFA Live.

 

Læs en længere udgave af interviewet, hvor Vannelli blandt andet taler om et par meget nærgående danske piger, i GAFFAs artikelsektion.


 

 

ANNONCE