Nyhed

Sjældne Springsteen-interviews streames

Fanside streamer en potpourri af tv-interviews fra '78 som julegave til sine brugere

I efteråret 2010 udkom dokumentaren "The Promise: The making of Darkness on the Edge of Town", og nu er der flere godter fra perioden til de mange fans, som venter på at "The Boss" vender tilbage til landevejen i foråret 2012.

Den veletablerede fanside Backstreets - som Springsteen selv linker til fra sin officiielle side - har kompileret tre tv-klip fra 1978 til en seksten minutter lang film, som kan streames fra siden. Blandt de udvalgte sekvenser, alle optaget under Darkness...-turnéen i sommeren '78, er Springsteens første tv-interview nogensinde. Det blev foretaget af en J.J. Jackson for Los Angeles-kanalen KABC den 7. juli '78.

Og det er interessante sager, kan denne ikke helt neutrale signatur sige. For som J.J. Jackson siger i sin præsentation af indslaget: "En af de ting, kritikerne har sagt om rocken i 70'erne er, at der har været meget lidt substans. Mine damaer og herrer, jeg er nødt til at fortælle jer: Bruce Springsteen & the E Street Band er substans".


Han suppleres af WABCs Joel Siegel, august '78, med det endnu mere fængende udsagn: "Bruce Springsteen er for Rock'n'roll hvad fyrværkeri er for den fjerde juli". Se indslagene her.

ANNONCE