Nyhed

Vega får sekscifret beløb til nyt projekt

Med en halv million i ryggen vil spillestedet udfordre det traditionelle koncertformat

Region Hovedstadens såkaldte kulturpulje har netop bevilget 500.000 kroner til Vesterbro-spillestedet Vega, som i samarbejde med fem andre spillesteder skal bruge pengene på projektet Lydkultur. Formålet er at styrke netværket mellem de involverede spillesteder, at undersøge nye tendenser indenfor den rytmiske musik og udvikle nye forretningsområder.

På sigt er ambitionen at "udfordre koncertformatet", lyder det fra Vegas sous- og kommunikationschef Magnus Restofte:

"Lydkultur er en overordnet overskrift for udviklingsprojektet , hvor koncertformatet skal udfordres, så vi kan finde nye veje for specielt spillestederne, både hvad angår forretningsmodeller samt artist- og publikumsoplevelser. Vega ser det som en af de fineste opgaver at bidrage til en kontinuerlig udvikling af musikbranchen og derved facilitere et rum for ny viden og nye kompetencer".


Kulminerer i koncert

Mere konkret vil der i de kommende måneder blive afholdt testkoncerter og seminarer, som kulminerer i en ikke nærmere defineret, større koncertbegivenhed i anden halvdel af 2012. Også initiativet Livelaboratoriet er involveret i projektet. Projektleder Rasmus Bjørn Dahl udtaler:

"Dansk livemusik har ikke set så ambitiøst et projekt før og vi vil gøre vores til at dele de erfaringer og den viden, vi opnår gennem projektet, så spillesteder og arrangører bliver bedre til at præsentere og formidle koncerter. Vi er stolte af at være facilitator og samarbejdspartner i et så spændende udviklingsprojekt som Lydkultur".


De involverede spillesteder er, ud over Vega:

Templet, Lyngby

Global, København


Klaverfabrikken, Hillerød

Forbrændingen, Albertslund

Gimle, Roskilde


ANNONCE