Nyhed

Tom Waits i ny filmrolle

Den 62-årige californier indtager atter det store lærred i det nye år

Foruden sin enestående musikalske karriere har Tom Waits gennem årtier plejet en sideløbende karriere som skuespiller, navnligt i mindre roller. Han har således givet den i adskillige mindeværdige roller, blandt andet som den mentalt forstyrrede Renfield i Coppolas "Bram Stoker's Dracula" (1992) og - i en større rolle - som flugtfange i Jim Jarmuschs "Down By Law" (1986).

I 2012 kan man atter opleve skuespilleren Waits, idet han indtager en rolle i Martin McDonaghs komedie "Seven Psychopaths", som handler om en manuskriptforfatter, som bliver indblandet i en vens planer om at kidnappe en hund (!). På rollelisten er, foruden Waits, blandt andre Woody Harrelson og Colin Farrell.

McDonagh markerede sig i 2008 med krimi-komedien "In Bruges" om to lejemordere på afveje i den belgiske by. Tom Waits udgav sit tyvende studiealbum i oktober til de fleste anmelderes store begejstring.


ANNONCE