Nyhed

Jim "Motorhead" Sherwood er død, 69 år

Frank Zappas mangeårige makker har blæst i saxofonen for definitivt sidste gang

Umiddelbart efter at vi kunne rapportere, at et hold af afdøde Frank Zappas gamle musikere besøger København, er en noget mere trist nyhed i Zappa-regi tikket ind. Jim Sherwood, som med baryton- og tenorsaxofon, percussion, vokal og lydeffekter satte sit præg på en lang række af Zappas plader, er død i en alder af 69. Dødsårsagen er endnu ikke fastlagt.

Sherwood og Zappa mødtes allerede i gymnasiet tilbage i '56, og Sherwood bidrog med effekter på Mothers of Inventions debut Freak Out i '66. Det var dog først efter en periode som roadie for bandet, at han i sommeren '67 indtrådte som fuldgyldigt medlem af Zappas ensemble.

I de følgende år medvirkede han på samtlige plader med The Mothers of Invention indtil opløsningen af den oprindelige gruppe i '69, og figurerede også på pladerne Uncle Meat, Burnt Weeny Sandwich og Weasels Ripped My Flesh. De var alle indspillet før bruddet, men udkom først senere. Sherwood med virkede desuden i Zappas eksperimenterende film 200 Motels i 1971.


I 1980'erne optrådte Sherwood med The Grandmothers, et band bestående af forskellige af Zappas musikere, ligesom han fortsatte med at samarbejde lejlighedsvist med Zappa selv op til dennes død i 1993.

Tilbage i '68 sagde Zappa om Sherwood til Rolling Stone:

"Jeg har kendt Euclid James "Motorhead" Sherwood i tolv år. Vi gik i gymnasiet sammen i Lancaster. Han spillede baryton-saxofon i The Omens før i tiden. Han er i stand til at udføre en danse-ting som hedder The Bug (insektet, red.) og ligner et epileptisk anfald. han er sådan en fyr, hvor man siger "Jeg kender denne her virkelig underlige fyr, og jeg vil vise ham for dig". Hann håndterede vores udstyr en overgang, og da vi indledte vores ugerninger begyndte vi at række ham vores instrumenter, for at se hvad der ville ske. Han spillede meget mere fantasifulde ting end de dygtige musikere var i stand til. Det var bare ham og maskinen i hans mund, en saxofon. Han er også meget dygtig til dukker og visuelle reklamer".


ANNONCE