x

CS Nielsen klar med toer

CS Nielsen klar med toer

CS Nielsen - alias Stig Nielsen - har huseret på den hjemlige sangskriverscene i godt og vel femten år, og i 2007 udsendte han debutalbummet "Against the Dying of the Light". Det blev ganske vel modtaget, også her på GAFFA, hvor Lars Löbner Jeppesen uddelte fire stjerner og betegnede udspillet som"en prægtig debut fra Danmarks største countrybegavelse. "Der synges med en sjælden modenhed og autenticitet, og han skriver endda bedre engelske tekster end størstedelen af de artister, der har gjort musikken til en indbringende levevej", hed det videre dengang i sommeren '07.

Siden har CS Nielsen turneret med blandt andre Peter H.Olesen (Olesen-Olesen, De Efterladte) og - på mere jævnlig basis - Olesens makker Michael Lund. CS Nielsen, som iøvrigt var inde over De Efterladtes debutalbum tidligere på året, udgiver da også sin kommende plade på Olesens selskab Melodika.

Syndefald og efterår

Det kommende album har fået titlen "Man of the Fall", for som CS siger: "Det handler om liv og død. Om den umulige hjemkomst. Om syndefald og efterår som eksistentielle grundtemaer". På pladen har han fået assistance af et lille hold af musikalske kapaciteter, men har ikke desto mindre selv haft mere at sige end ved indspilningen af debuten.

-"På den første plade måtte jeg ligesom vente på, at nogen tog over, fordi jeg ingen erfaring havde i at arrangere og instrumentere. På det tidspunkt havde jeg mest optrædt solo. På den nye plade har jeg haft et større råderum, fordi jeg har fået en større tiltro til, at jeg selv ved hvordan sangene skal lyde. Så denne gang er pladen mere "mig", mere et produkt af mine beslutninger", siger den traditionsbevidste musiker og tilføjer, at pladen er indspillet live i studiet og uden overdubs af vokal eller guitar.

Tre release-arrangementer

På pladen medvirker Michael Lund på dobro, elektrisk guitar, lap steel og Fender 6 Bass, mens Lasse Høj Jacobsen bidrager med violin. Dianna Dønns (Indianna Dawn) står for backingvokaler, mens Jesper Folke Olsen (alias Backdoor Red) både har co-produceret og spiller klaver og harmonika på udvalgte sange.

"Man of the Fall" er på gaden den 16. januar, og udgivelsen vil blive markeret med tre release-arrangementer på henholdsvis Blågaards Apotek i København den 14. januar, den 17. på Gyngen i Århus og dagen efter på Engelsholm Højskole ved Vejle.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA