x

Årets bedste album ifølge Michael José Gonzalez

Årets bedste album ifølge Michael José Gonzalez

Året er gået på hæld, og i den anledning har GAFFA givet ordet til en række musikere og GAFFA-skribenter, der året ud vil fortælle om deres musikalske favoritter fra 2011. Her gælder det GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez. Du kan høre hans playliste på Spotify.

 

Udenlandske album

 

1. Eddie Vedder (billedet) – Ukulele Songs

Man kunne forledes til at tro, at et helt album centreret omkring ukulelen ville blive en kende ensformigt, men i stedet er det intensitet og nærvær, der melder sig på banen snarere end monotoni eller kedsomhed, og sangene får netop i kraft af deres nøgne fremstilling lov til at folde sig ud i deres reneste form.

 

2. Lil Wayne – Tha Carter IV

Weezy er bedst, når han lyder som om, han ejer hele verden, og det gør han heldigvis det meste af albummet – mest udtalt i "Abortion". Det er simpelthen top-underholdende at gå på opdagelse i mandens rablende univers.

 

3. Kanye West & Jay-Z – Watch The Throne

Som på sidste års formidable "My Dark Beautiful Twisted Fantasy" er der klippet, klistret, samplet og beatsnedkereret på topkreativ og utraditionel vis, så det er en ren fryd at gå på opdagelse i det lydunivers, der åbenbarer sig på albummet.

 

4. Björk – Biophilia

Islands ubestridte musikdronning går igen nye musikalske og teknologiske veje på sit syvende album. Konform og forudsigelig kan man ikke ligefrem kalde Björk, der på "Biophilia" er ude i et svært forklarligt koncept, der tager udgangspunkt i en kombination af musik- og naturvidenskab.

 

5. Drake – Take Care

Svøbt i lækre beats og produktioner fra folk som 40, T-Minus, Jamie xx og Drake selv lader han sin forbilledlige fornemmelse for rytmik og rim udspille sig i et detaljerigt univers, der selvfølgelig også byder på mandens melodiske r&b-flirtende skønsang.

 

6. Ryan Adams – Ashes & Fire

Samtlige sange på "Ashes & Fire" emmer af kunstnerisk overskud og nødvendighed. Stemmen er i top, og guitaren får godt med plads. Det er ikke den dybe sangskrivertallerken, der er genopfundet, men det er til gengæld en flok decideret fremragende sange, der her ser dagens lys og strejfer det sublime.

 

7. Tom Waits – Bad As Me

Der, hvor dette mandens første regulære studiealbum i syv år for alvor tager kegler, er i det uventede og stærkt prisværdige greb, at der her gribes tilbage til de helt tidlige plader i en række blåtonede ballader, som brænder stærkt og klart igennem. Hertil kommer selvfølgelig Waits, som vi efterhånden kender ham bedst; lyden af et rustent lokomotiv på frihjul i en række ramsaltede rocksange af den helt særlige støbning, som kun han laver den.

 

8. Elbow – Build A Rocket Boys!

Elbow overgår atter sig selv. "Build A Rocket Boys!" er underspillet melankolsk sensibilitet, hvor de mange spændende musikalske lag gør albummet til en stor lytteoplevelse fra start til slut.

 

9. Jonathan Johansson – Klagomuren

Med stærk melodisk tæft og forbilledlig sans for detaljen formår Johansson at svæve sfærisk, stikke dybt og få sin musik til at fremstå som selve definitionen af ordet "smukt".

 

10. Lou Reed & Metallica – Lulu

Det konceptuelle værk er baseret på Frank Wededkinds tidlige 1900-tals-spil om danserinden Lulus totale menneskelige deroute, og netop pladens dejligt dekadente og sorte tekster er årgangs-Reed; på én gang noget nyt og samtidig umiskendeligt Onkel Lou.

 

Danske album

 

1. Larsen And Furious Jane – Dolly

Som herrer i eget hus fortsætter gruppen stilen fra forgængeren "Zen Sucker", der udmærkede sig ved sit dekadente lydbillede og en samling tekster, der malede med en mørke penselstrøg.

 

2. Hymns From Nineveh – Hymns From Nineveh

Hymns From Nineveh er 10 meget smukke, melodiske og let melankolske sange med stærke tekster om tro, tvivl, håb og kærlighed. Jonas H. Petersen er erklæret kristen, men undgår at blive for missionerende, så ingen bør holde sig tilbage fra hans værk, over hvilket der hviler en næsten himmelsk fred og afklarethed.

 

3. Suspekt – Elektra

Komplekser. Menneskelige skyggesider. Det uudtalte. Det ubehagelige. Det, de andre tænker, men ikke tør. Suspekt er tilbage med endnu en omgang råt for usødet, endnu en stribe tracks, der har det særegne morbide, horror-porn-udtryk, som kun Suspekt kan – og som, hvis man lytter efter, rummer andet og mere end bare ord, der får de snerpede til at krølle tæerne sammen.

 

4.L.O.C. – Libertiner

L.O.C. maler stadig fanden på væggen som ingen anden og tematiserer begær, dekadence, utroskab, loyalitet (eller mangel på samme) i sit univers, der stinker af moralsk forfald og mest af alt lyder og ligner en sort/hvid filmstrimmel fra efterkrigstiden.

 

5. Tv-2 – Showtime

Steffen Brandt fortsætter i sin velkendte gænge med at synge om kærligheden og vores trang til selviscenesættelse. Det er individet kontra fællesskabet, og her er overskudsmennesket Steffen Brandt selvfølgelig ikke i tvivl om, hvor den er gal.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA