x

Årets bedste album ifølge Ivan Rod

Årets bedste album ifølge Ivan Rod

Året er gået på hæld, og i den anledning har GAFFA givet ordet til en række musikere og GAFFA-skribenter, der året ud vil fortælle om deres musikalske favoritter fra 2011. Her gælder det GAFFAs jazzanmelder Ivan Rod. Du kan høre hans playliste på Spotify.

Album udland:

1. Marcin Wasilewski Trio: Faithful (ECM)(billedet)

Marcin Wasilewski Trio spiller moderne trio-jazz i form af sublimt tilbageholdte, lyriske ballader, fremført med energisk ekvilibrisme og et teknisk overskud, der virkelig er bemærkelsesværdigt.

 

2. François Couturier: Tarkovsky Quartet (ECM)

Tarkovsky Quartet er den tredje ud af en serie på tre aldeles fremragende plader skabt over en periode på fem-seks år af den franske pianist François Couturier. Serien er dedikeret til den afdøde russiske filmskaber Andrei Tarkovsky, og har man set hans stemningsmættede, hypnotisk langsommelige, sort/hvide spillefilm om livet i Sovjet, forstår man forbindelsen mellem musikken og filmene.

 

3. Amos Lee: Mission Bell (Blue Note)

Amos Lee er et af USA's helt store talenter inden for fænomenet singer-songwriting. Han er en eminent sangskriver, sanger og guitarist. En musiker, som på allerforunderligste vis formår at forene noget af bedste, der er udgået fra etablerede stjerner som Bob Dylan, James Taylor, Paul Simon, Merle Haggard og Dave Matthews.

 

4. Avishai Cohen: Seven Seas (Blue Note)

The Bass Player Magazine har kaldt israeleren Avishai Cohen en af jazzens 100 mest betydningsfulde bassister. Hører man hans bagkatalog (der består af elleve cd'er i eget navn) og denne nye tolvte cd i eget navn, forstår man musikmagasinet. For hører man på "Seven Seas" Avishai Cohens kompositioner, arrangementer og udøvende kvaliteter som bassist, kan man ikke andet end at være enig.

 

5. Verneri Pohjola: Aurora (ACT)

"Aurora" er otte suiter, der nok kræver noget af lytteren, men som også har tydelige melodiske spor. Musikken er som et eventyrligt landskab mellem jazz og klassisk.

 

6. Madeleine Peyroux: Standing on the Rooftop (Universal)

Den amerikanske singer-songwriter Madeleine Peyroux er en af vor tids allerstørste inden for genren singer-songwriting. Hun er en i sandhed original kunstner med et helt enestående potentiale. Peyroux er ganske enkelt vor tids svar på uomgængelige koryfæer som Carole King og Joni Mitchell.

 

7. Dino Saluzzi / Anja Lechner / Felix Saluzzi: Navidad de los Andes (ECM)

"Navidad de los Andes" er ganske vist en hyldest til Andesbjergene og i den forstand båret af et geografisk afgrænset kunstnerisk udtryk. Og alligevel er der andet og mere i musikken end det argentinske eller latinamerikanske. Der er noget sfærisk, filmisk, mere vidtfavnende. Noget distinkt, næsten kammermusisk, melankolsk. Noget magisk. Internationalt. Noget på én gang enkelt og komplekst. Noget smukt, dragende.

 

8. Wolfert Brederode Quartet: Post Scriptum (ECM)

Albummet emmer af en næsten filmisk, melodisk, romantisk stemning samtidig med, at det emmer af en decideret intellektualitet. Det inviterer således til samtidig aflytning på begge niveauer. Det antyder snarere end konkluderer. Og har en udtalt styrke i det tilbageholdte.

 

9. Ketil Bjørnstad: Early Piano Music (Hubro)

Præludierne er enkle, men rigt facetterede i klang - indspillet som de er på et Steinway Grand Piano. Bjørnstads oprindelige ønske med kompositionerne var med en minimalistisk tilgang at udforske instrumentets fulde klangbillede. Og dét ønske må siges at være blevet opfyldt.

 

10. Magnus Öström: Thread Of Life (ACT)

Magnus Öströms "gamle" beat fra Esbjörn Svensson Trio er evident. Fornemmelsen for det pågående og energiske ligeså. Og kompositionerne? De bygger op til samme klimaks, som man hørte hos E.S.T.

 

Album indland:

1. Carsten Dahl: Effata (Storyville)

Effata er aramæisk og betyder "luk dig op." Og dét har Carsten Dahl virkelig gjort – at dømme efter denne plade. Åbnet sig for musikken i en af de største udfordringer, en pianist kan udsætte sig selv for – som improviserende solist. "Effata" er et eminent album af en mesterpianist, der tør se sin egen melankoli i øjnene.

 

2. Marilyn Mazur Group: Tangled Temptations & The Magic Box (Stunt Records)

Materialet er drømmende, sfærisk, komplekst. Men også fokuseret og let tilgængeligt. Et nummer som "Antilope Arabesque" er f.eks. uhyre melodisk og dragende smukt.

 

3. Makiko Hirabayashi / Flemming Agerskov: Binocular (Stunt Records)

"Binocular" er et album, der – som hendes forrige to - er helt enkelt i sit udtryk, søgende, sfærisk, jazzet. Makiko Hirabayashis sans for at komponere et nøgent udtryk og efterfølgende spille et nøgent klaver er således intet mindre end dragende.

 

4. Kira: Memories Of Days Gone By (Stunt Records)

Kira og Jakob Dinesen fornyer – i respekt for Billie Holiday – det årtier gamle materiale, så det igen-igen kommer til at fremstå som en rystende, nærværende og troværdig erfaringsformidling. Numre som eksempelvis "Gloomy Sunday" og "Flower Of The Evening" bliver i Kiras og Dinesens fortolkning ganske enkelt optimale.

 

5. Aske Bentzon: Talking Sounds (ArtPeople)

På forgængeren "Badminton" havde Aske Bentzon en hel hær af forrygende danske musikere bag sig. På "Talking Sounds" meget færre. Men tre af musikerne fra Badminton går igen, nemlig Ben Besiakov, Moussa Diallo og Mikkel Nordsø. Eneste nye besætningsmedlem er Klaus Menzer. Det, de fem tilsammen skaber, er imidlertid både funky og forrygende. "Talking Sounds" er simpelthen et helt igennem vellykket, helstøbt og moderne kunstnerisk værk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA