Baby Woodrose klar med nyt til april

Baby Woodrose klar med nyt til april

Lorenzo Woodrose sidder i disse dage i studiet og mikser det nye album "Third Eye Surgery" sammen med Anders Onsberg og Ralph Rjeilly. Det nye album, som kommer i handlen mandag den 16. april, bliver en varieret størrelse med plads til både hård rock, psykedelisk pop og sitar. Under disse forskellige genrer skulle man dog stadig kunne genkende den gode gamle syrede rock, som Baby Woodrose har genopfundet.

Der er denne gang blevet plads til lidt længere sange, som nærmer sig de 7 minutters spilletid og derfor bliver der formodentlig kun plads til 9 nye sange fra det hårdtslående band. Teksterne koncentrerer sig om et fantasiunivers, men der er dog ikke tale om et konceptalbum. Der er bare tale om, at Lorenzo finder inspiration i at skrive om netop dette emne.

"Third Eye Surgery" bliver det niende album fra den danske trio, som også sidste år var pladeaktuelle. Dengang var det med albummet "Mindblowing Seeds & Disconnected Flowers", som var et uddrag af Lorenzos bedste 4-spors demoer fra 1999.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA