Sprogsprællemanden skulle spille på Rust, men havnede midt i skyderierne sidste lørdag
Den roste sangskriver Kenneth Thordal måtte af åbenlyse årsager aflyse sin koncert på Rust sidste lørdag. Hans optræden faldt nemlig sammen med det skuddrama, hvor en af caféens dørmænd skød en 24-årig mand.
"Vi vadede bogstaveligt talt rundt i det hele, men slap uden skrammer. Det var naturligvis noget værre pis at være vidne til," skriver Thordal på sin hjemmeside.
Han har valgt at holde lav profil omkring skyderiet, men har dog aftalt en ny dato med Huset i Magstræde Så Kenneth Thordal og Strandvaskerne spiller dér tirsdag den 14. juni – i øvrigt samme dag, som Rust holder pressemøde for at fortælle om episoden.