Nyhed

Simian Mobile Disco gæster København

London-duoen giver et dj-sæt på Simons senere på måneden

London-duoen Simian Mobile Disco har haft god vind i sejlene de senere år, og nu gæster de Simons i København for at give et dj-sæt lørdag den 21. januar klokken 23.30-05.00.

Simian Mobile Disco blev grundlagt på resterne af elektrorockbandet Simian, der i 2005 fik stor succes med Justice-remixsamarbejdet "We Are Your Friends", der året efter modtog en MTV-pris som årets bedste musikvideo ved prisshowet i København, mens Kanye West højlydt brokkede sig, fordi han mente, han fortjente prisen.

Simian Mobile Disco debuterede i 2007 med albummet "Attack Decay Sustain Release", der rummede hits som "Hustler", "I Believe" og "It's The Beat". Albummet blev i 2009 fulgt op af "Temporary Pleasure" og i 2010 af "Delicacies". Gruppen har desuden udgivet livealbummet "Live In Japan" fra 2008 og remixalbummet "Sample And Hold", ligeledes fra 2008.


Simian Mobile Disco har gennem karrieren arbejdet sammen med en lang række internationale artister, heriblandt The Gossip, Florence & The Machine, Arctic Monkeys, Peaches, Hot Chip og The Klaxons.

ANNONCE