Promus klar med Basic Startup 2.0

Promus klar med Basic Startup 2.0

Efter at have haft succes med første hold på iværksætterkurset "Basic Startup" søger Promus nu nye iværksættere indenfor musikbranchen, der kunne tænke sig at blive klogere på branchen og sin egen rolle i branchen.

Selvom musikbranchen mere og mere befolkes af aktører, der ønsker at køre tingene på deres egen måde, mener Jesper Mardahl fra Promus dog, at der stadig er brug for professionelle og vidende folk i branchen, som kan være med til at sikre fremtiden i det aarhusianske musikmiljø.

"D.I.Y (do-it-yourself), er jo blevet en almindelig brugbar måde at få sin musik ud på. Og det kan sagtens være en fordel for mange artister. Men hvis vi skal sikre et solidt, kreativt og professionelt musikmiljø i byen, er det vigtigt at vi får flere musikorienterede og forretningsdygtige virksomheder, der kan være med til at sikre og holde på fødekæden af både nye talenter, og etablerede udøvere. Det vil give bedre muligheder for vækstlaget, forhåbentlig skabe flere arbejdspladser, og samtidig være med til at styrke byens position på musikområdet herhjemme. Det arbejder vi nu på at styrke via Basic startup," udtaler Jesper Mardahl fra Promus.

Basic startup henvender sig derfor til nystartede managere, bookere, pladeselskaber, lyddesignere, publishere, music supervisors – og selvfølgelig også musikere, der arbejder med egne udgivelser. Kurset vil sætte fokus på udvikling af forretningsstrategi, kommunikationsplan,musikbranchens pengestrømme, aftaler og rettighedsmæssige forhold, strategisk networking, personlige og sociale kompetencer og meget mere.
For mere info om kurset læs her

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA