x

SPOT 11: Carsten fra Radioland

SPOT 11: Carsten fra Radioland

Foto: Manja Wachsmuth, SPOT Live

Carsten Holm fra Danmarks Radio har været på SPOT siden SPOT 05, og hurtig hovedregning afslører, at det må være seks år siden. De første år var han her bare ”for at lytte”, men i år sender han ni timers live-radio fra pladsen med koncertoptagelser, gæster i studiet, som ligger i et telt foran Officersbygningen, og en debat om Århus som musikby.

- Vi snakker blandt andet med Jesper Brodersen fra Morningside Records og Lars Kjær Dideriksen, som har skrevet bogen Aarhus.nu om bands fra Århus. Vi har også Jacob Johansen, som er halvdelen af det houseprægede Morjac, med, for at vise begrænsningerne på festivalen. Morjac er ikke med på SPOT, fordi festivalen ikke dækker housegenren, siger Carsten Holm.

I år har Carsten Holm en dobbeltrolle som journalist og arrangør, idet han også har været med til at vælge bands ud til festivalen.

- Det har været rigtig svært at vælge ud, der er så mange gode bands, dels fra Sverige, Norge og Finland, men også de danske band har et kæmpe kvalitetspotentiale. De går ikke bare op i at spille godt, men også i at skabe et særligt udtryk og skrive sange, som lytterne ikke hører hver dag, siger han.

- SPOT har udviklet sig til noget, som man virkelig glæder sig til. Der kommer altid mange nye fede ting, som man ikke kender, og som man ikke hører til daglig, siger Carsten Holm.

Han glæder sig også over festivalens status som udstillingsvindue.

- Efter at Mew og Raveonettes er blevet ”opdaget” på SPOT, så tænker man altid på, at de bands, man går rundt og hører, kan blive til meget mere, siger han.

I år skal Carsten Holm lave en masse radio og har derfor dårlig tid, men hvis han ikke skulle det, hvad skal han selv høre?
- Jeg håber at kunne nå at høre Barra Head, de har en skæv indfaldsvinkel, og udfordrer lytteren, de giver altid noget andet end forventet, Figurines skriver herlige sange, spiller med en stor glæde, og så spiller de skide godt! Jamen der er tusind ting, Peter Sommer, Carpark North, Marie Key Band og … (forkortet af pladshensyn!)

P3 sender fra SPOT-festivalen kl. 21-01 fredag og kl.19-00 lørdag aften.

SPOT 11


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA