x

SPOT 11: Gunnar er glad

SPOT 11: Gunnar er glad

Foto: Michael Ersted

Set fra chef-skoene, der har vandret fra festival-pladsen, til VoxHall, til Train, til Aros, til Kunstbygningen og tilbage igen mange gange de sidste tre dage, er det i hvert fald svært at sætte en plet på den netop overståede SPOT Festival.

- Det har igen i år været en utrolig positiv oplevelse. Publikum har været vildt fede, hvilket endnu en gang beviser, at vi har byens bedste publikum. Organisatorisk har det kørt næsten perfekt, hvilket beviser, at vi har landets bedste afviklere. Og musikalsk har vi endnu en gang bevist, at vi kan holde et utrolig højt niveau, når man sammenligner os med lignende festivaler rundt omkring, siger Gunnar Madsen.

Nye scener
Tre nye tiltag så dagens lys i disse juni-dage. Aros, Kunstbygningen og Train har ikke blot været nye scener på SPOT-festivalen, men også nye samarbejdspartnere. Og Gunnar Madsen sender gladelig roser videre til alle tre.
- Aros har været et rigtig godt bekendtskab. Det er klart, at når det er første gang, vi samarbejder, så skal der justeres en smule. Måske skal der gøres lidt mere for at få det gjort rigtigt intimt dernede, men jeg må sige, at de har haft en meget fin fornemmelse for, hvad det vil sige at have besøg af rockpublikummet.
- Musikerne har været rigtig glade for at være i Kunstbygningen, som også har haft et rigtigt flot set-up, gode rammer og meget engagerede medarbejder.
- Og Train, som jo er et etableret spillested, har fuldt ud levet op til forventningerne. Der har været godt besøg til koncerterne, og de ansatte dernede har været med til at få det hele til at klappe på professionel vis. Selvfølgelig vil der altid være nogle, som mener, at der er lidt langt at gå derned, men det kan vi jo ikke rigtig ændre på, siger Gunnar Madsen.

Med lidt over 100 koncerter på to dage og en torsdag aften, så har Spot Festivalen efter Gunnar Madsens mening dog nået en størrelse, hvor der i hvert fald ikke skal fyldes mere på. Nærmest tværtimod.

- Min overordnede vurdering er, at det måske endda er 20 koncerter for meget. Det skaber et presset program, som igen presser os på logistikken, når vi skal have så mange bands ind og ud. Næste år kunne jeg godt forestille mig, at vi cuttede toppen af. Det skal ikke gå ud over bredden eller fordelingen inden for hvilke genrer, der skal være, og det har intet med kvaliteten af bands’ene at gøre, for vi kan være alle bekendt. Det er simpelthen et spørgsmål om, hvor mange koncerter der er plads til over to dage, siger han.

Det evige spørgsmål
Ingen festival – og i særdeleshed ingen SPOT Festival – uden det klassiske spørgsmål til programmet. Nogle blandt publikum vil have flere kendte navne, imens andre mener, det er unødvendigt at sende grupper, der allerede er i hitlisternes øverste tredjedel, ud på en festival, hvis navn ligesom signalere, at det er her, fremtidens stjerner skal findes.
- Der vil altid være nogle, som vil mene, at der kunne være en tre-fem flere eller færre af de store navne. Den diskussion hører aldrig op, men jeg mener stadig, at vi har en fornuftig fordeling, siger Gunnar Madsen.

De fleste af de ”professionelle” gæster har rost festivalen, og tiden må så vise, hvad udkommet bliver for orkestrene, samarbejdet med kontakterne i ind- og udland og for SPOT-festivalen og ROSA. For selvom branchefolk herhjemmefra og fra det store udland kan stå og rose et enkelt band til skyerne, så er der stadig lang vej at gå for det enkelte orkester, inden vognen kan pakkes, og der kan gives koncerter og forhandles pladekontrakter med det store forjættede udland.

- Vi har samlet erfaringer ind, fået idéer om, hvem det er, vi tror på, og i vores eksportarbejde har vi fået en tryghed for, at de bands, vi er med til at sende ud, kan præstere det, der skal til. Mange af de danske bands, der i dag er ude at høste internationale erfaringer, har på et eller andet tidspunkt været inde omkring SPOT-festivalen, og det kan vi da godt være lidt stolte over, siger Gunnar Madsen.

SPOT 11


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA