Nyhed

Pink Floyd gendannes til Live 8

Fire medlemmer fra det legendariske rockband samles for første gang i 24 år til Live 8 i London

Live 8-koncerterne danner allerede rammen om et af de største musik- og støttearrangementer i nyere tid, og nu er det blevet offentliggjort, at et af verdens største rockbands gennem alle tider, Pink Floyd, gendannes til begivenheden.

David Gilmour, Nick Mason, Richard Wright bliver således genforenet med bassisten Roger Waters til deres første fælles optræden siden 1981, hvor de spillede i Earls Court i London.

Waters har ikke været en del af bandet siden 1983, og forholdet mellem ham og specielt David Gilmour har siden været anstrengt. Faktisk har Waters på et tidspunkt sagsøgt Gilmour, for fortsat at benytte navnet Pink Floyd, efter Waters var trådt ud af bandet. Men nu er de dårlige vibrationer altså blevet skrinlagt.


På bandets officielle hjemmeside skriver Gilmour: ”Som de fleste mennesker ønsker jeg at gøre alt, jeg kan, for at overtale G8-lederne til at forpligte sig til at afhjælpe fattigdommen og give mere støtte til den tredje verden,” skriver Gilmour, og han fortsætter. ”De uoverensstemmelser, som Roger og bandet har haft i fortiden, er så smålige i denne kontekst, og hvis en genforening i forbindelse med denne koncert kan hjælpe med at skabe ekstra opmærksomhed, som må det være det værd.”

Koncerten afholdes i Hyde Park i London den 2. juli.


Se bandets hjemmeside her!

ANNONCE