x

Let Me Play Your Guitars Spot-flirt bliver til turné

Let Me Play Your Guitars Spot-flirt bliver til turné

I starten af februar indleder det danske folk rock-band Let Me Play Your Guitar (billedet) og den tyske singer/songwriter-duo Talking To Turtles en turné med tre koncerter i Danmark og fem i Tyskland. Samarbejdet er opstået, efter de to bands spillede sammen til arrangementet InterSpot ved sidste års Spot Festival.

– Vi hørte noget af deres musik og var friske, og de var friske. Samarbejdet kom i stand, fordi det fungerede så godt. De er kun to, og det var nemt at agere backing band og tilføre deres musik noget nyt, siger Jeppe Davidsen fra Let Me Play Your Guitar.

Forståelse for genren

De to brødre Emil og Jeppe Davidsen startede Let Me Play Your Guitar i 2009, men bandet består nu af seks mand, der både spiller ukulele og autoharpe. Til koncerten på Spot Festival spillede de to sæt, hvor de to bands skiftedes til at være backing for hinanden og samtidig tilføje deres eget præg til musikken. Og Jeppe Davidsen er også tilfreds med de tiltag, Talking To Turtles tilfører deres musik:

– Vi er på en eller anden måde indenfor samme genre, så de har en god forståelse for vores musik, og generelt er det bare fedt, at nogen tilfører ens musik noget nyt.

Begge bands ser frem til en turné i Danmark og Tyskland, og Jeppe Davidsen håber på, at de kan styrke hinandens optræden og publikumfremmøde.

Let Me Play Your Guitar udgav deres selvbetitlede debutalbum  i september 2011, og Talking To Turtles udgav deres seneste album "Oh, The Good Life" i august 2011.

Koncerter:

DANMARK
02.02.12 - København (Stengade)
03.02.12 - Odense (Posten)
04.02.12 - Randers (Von Hatten)

TYSKLAND
22.02.12 - Berlin (White Trash Fast Food)
23.02.12 - Erfurt (Stadtgarten)
24.02.12 - Bayreuth (Glashaus)
25.02.12 - Leipzig (Klanggut Festival)
26.02.12 - Rostock


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA