Nyhed

The Cult på vej med nyt album

The Cult udgiver deres nye album "Choice of Weapon" den 22. maj

I oktober 2011 kunne GAFFA oplyse at The Cult var ved at lægge sidste hånd på et kommende album sammen med produceren Bob Rock, der tidligere har arbejdet sammen med gruppen på flere udgivelser, blandt andet 1989's "Sonic Temple", og som også har produceret for navne som Metallica, Mötley Crüe og Bon Jovi. Nu har The Cult så afsløret for magasiet Rolling Stone at deres nye album bærer titlen "Choice Of Weapon", og at det vil udkomme den 22. maj. Det er muligt at sniglytte et track fra det nye album, "Lucifer", via Rolling Stones hjemmeside.

Hør "Lucifer" fra det nye album

"Choice of Weapon" er gruppens seneste album siden "Born Into This" fra 2007, der dengang fik fire stjerner af GAFFA's anmelder Keld Rud, der kaldte pladen "en omgang driftsikker kultrock". I juni 2011 spillede Ian Astbury og co. på Posten i Odense, hvor GAFFA's anmelder-til-lejligheden, multikunstneren Martin Hall, gav koncerten tre stjerner og konkluderede: 


"At se The Cult anno 2011 er delvis hjerteskærende, delvis kammeratligt hyggeligt, men desværre kun i glimt fint showmanship (og her tænker jeg hovedsageligt på Ian Astburys sprechstallmeister-gaver). Duffy er en teknisk set glimrende guitarist, og trommeslageren John Tempesta spiller som et svin, men det er bare ikke nok, når det hele virker så dated, som tilfældet i al fald var under koncerten på Posten."

Det kommende album er indspillet i forskellige studier, blandt andet gruppens eget Witch Mountain-studie, samt steder i New York, Los Angeles og den californiske ørken.

 


ANNONCE