Nyhed

Ny single fra Kandy Kolored Tangerine

Den danske gruppe er klar med singleforløber fra kommende album

Den københavnske rockkvartet, som har taget navn efter Tom Wolfes essaysamling, debuterede med "The Perfect Swell" i 2009, der dengang fik følgende pæne ord med på vejen af GAFFA's anmelder Simon Christensen i hans firestjernede anmeldelse: "Åbneren og førstesinglen Flow er driftig, men det er de efterfølgende lange numres hypnotiserende støjende passager, detaljerede effekter og tilpas afmålte korstykker, som gør dette til en overraskende god oplevelse."

Efter et hektisk 2010 hvor Kandy Kolored Tangerine deltog i Karrierekanonen og i et langt tourforløb blandt andet optrådte på Roskilde og Spot Festival, har Kandy KT siden hen forskanset sig i øver og studie, hvor de i halvandet år har arbejdet hårdt og målrettet på at videreudvikle deres psykedeliske "shoegaze"-stil. En transformation fra det mere indadvendte og monotone, til en lysere og mere åben og storladen lyd, der meget passende har fået betegnelsen "Skygaze".

Og "Skygaze" er såmænd også titlen på det kommende album, som ifølge bandet selv præsenterer Kandy Kolored Tangerine som et mere modent og udforskende band på den danske scene. Skyklapperne er med andre ord taget af og Kandy Kolored Tangerine kigger opad og fremad og med klare referencer til den klassiske 70'er-rock i den ene ende og den mere 90'er-poppede sound i den anden.


Den nye single "Time Machine" kan i en begrænset periode downloades gratis her.

Forinden den officielle release af albummet "Skygaze" i april vil fire andre numre fra albummet også blive gjort tilgængeligt til fri download via bandets hjemmeside.

Kandy Kolored Tangerine kan opleves live på enkelte datoer i foråret, som også byder på minitours til Tyskland og Holland, hvor bandet skal spille mindre festivaller og showcases. Først til efteråret tager bandet på en decideret tour rundt i Danmark.


ANNONCE