Billy Corgan snakker nu ganske overraskende om at gendanne sit gamle band
Siden Smashing Pumpkins blev opløst i 2000, har sanger Billy Corgan både udgivet en soloplade og en plade med bandet Zwan. Han har desuden udgivet en digtsamling og spillet med New Order, så man kan ikke sige, at han har ligget på den lade side de sidste fem år.
I forbindelse med promoveringen af solopladen "TheFutureEmbrace" fortalte Corgan til svensk tv forleden, at den eneste af de gamle græskar, han stadig snakker med, er trommeslager Jimmy Chamberlin, der også medvirker på pladen, og han havde ikke meget pænt at sige om James Iha og D'Arcy. Men nu skal der åbenbart gydes olie på vandene, og i går indrykkede Corgan en helsides annonce i Chicago Tribune, hvor han fortæller, at han vil have sit gamle band igen.
I annoncen, der har titlen "A Message To Chicago From Billy Corgan", fortæller Corgan lidt om "TheFutureEmbrace", der udkom i går, og om tiden efter opløsningen af Smashing Pumpkins. Men det mest interessante er, at annoncen slutter med, at Corgan fortæller, at han vil have sit band tilbage igen. Han skriver bl.a. "When I played the final Smashing Pumpkins show on the night of December 2, 2000, I walked off I walked of the Metro stage believing that I was forever leaving a piece of my life behind. I naively tried to start a new band, but found that my heart wasn't i it. I moved away to pursue a love that I once had but got lost. So I moved back home to heal what was broken in me, and to my surprise I found what I was looking for. I found that my heart is in Chicago, and that my heart is in The Smashing Pumpkins".
Der er endnu ikke kommet reaktioner fra de tre øvrige ex-Pumpkins, og i annoncen står der teknisk set heller ikke, at han gerne vil gendanne bandet med den originale besætning. Så det skal blive spændende at se, hvorvidt bandet genopstår, og om det bliver med både Iha og D'Arcy i besætningen.
Læs mere om Billy Corgan i et stort interview i augustnummeret GAFFA.