Lucy Loves protegé Linkoban debuterer

Lucy Loves protegé Linkoban debuterer

Linkoban er en forholdsvis ny dansk rapper, som bliver udgivet af Lucy Loves pladeselskab Superbilion Records. Musikvideoen til singlen "Like This" blev offentliggjort via Youtube onsdag den 1. februar, og er instrueret af Lucy Love. Da Lucy Love var på dansk turné i efteråret 2011 var Linkoban med som opvarmning, hvor hun optrådte med "Like This" inden Lucy Love startede sin koncert.

Musikproduktionen udviklede sig under et længere ophold i London, hvor musikken gik fra at være lavet for Linkobans egen fornøjelse til at inspirere hende til at eksperimentere. Da hun kom hjem til Danmark, tog hun kontakt til Lucy Love og producer Yo Akim, som blev enige om, at hun havde dét de ledte efter i en ny artist.  

"Like This" er en hybrid af tung bas og dancehall og viser Linkobans særegne stil. Hun er kendt for sine intense liveshows, hvor publikum nærmest bliver forulempet af hendes vilde lemmer, swag og karakteristiske taljelange hår.  

En ep forventes en gang til foråret, og et album senere i 2012.

Se Linkobans musikvideo til singlen "Like This" nedenfor. Videoen er i øvrigt instrueret af Lucy Love.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA