x

Robin Gibb i markant bedring

Robin Gibb i markant bedring

Robin Gibbs kræft er "næsten væk". Således udtalte Bee Gees-sangeren selv i fredags til BBC Radio 2. Den 62-årige sanger har gennem en lang årrække haft problemer med helbredet, hvilket har resulteret i mange aflyste koncerter og indlæggelser på hospitaler. I november sidste år blev det offentliggjort, at Gibb havde fået konstateret kræft i tyktarmen, som siden havde spredt sig til leveren.

Nu har Gibb næsten vundet over kræften, selvom det var rygtedes, at han lå på dødens rand. Sangeren har afvist disse rygter og udtalt, at han "har det fantastisk" efter at have været i behandling på The London Clinic. "Jeg har det bedre end jeg havde for ti år siden" fortæller han.

Gibb har i de seneste par år haft helbredsmæssige problemer. I 2010 aflyste sangeren en lang række offentlige begivenheder grundet stærke mavesmerter, hvilket viste sig at være tyktarmsbetændelse. Gibb fortæller: "Faktum er, at jeg aldrig har talt med nogen omkring min tilstand". Rygterne begyndte herefter at spredes voldsomt. "Det er helt simpelt." siger Gibb, "jeg fik diagnoseret en vækst i min tyktarm. Den blev fjernet. Og jeg har været i behandling hos en fremragende læge, og med deres egne ord "har resultaterne været spektakulære"".

Robin Gibb er næsten klar til premieren på "The Titanic Requiem", et klassisk album han har lavet i samarbejde med sin søn RJ. Premieren er planlagt til 100-årsdagen for Titanics jomfrurejse 10. april. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA