x

Whitney Houston er død 48 år gammel

Whitney Houston er død 48 år gammel

Så er vi der igen. Først var der Michael Jackson og sidst Amy Winehouse. Tragiske dødsfald efter liv levet helt ude på tærskelen. Nu skal vi til at omtale Whitney Houston i datid.  I første omgang har politiet udelukket, at der skulle være mystiske omstændigheder omkring dødsfaldet, som ifølge kilder skulle have indtruffet, mens Whitney Houston lå i badekarret på fjerdesalen i det berømte Beverly Hilton-hotel i Los Angeles.

Stjernen blev fundet af sin bodyguard, som drejede 911, men selv om politi og læger kom omgående, var alle forsøg på at vække hende til live forgæves. Whitney Houston befandt sig på hotellet, fordi hun skulle deltage i sin gamle mentor, Clive Davis' årlige fest aftenen før de 54. Grammy Awards, som løber af stabelen i det nærliggende Staples Center søndag aften amerikansk tid.

Brød alle barrierer

I nogle af de interviews med bestyrtede venner og kollegaer, som er kommet på CNN i de tidlige morgentimer, bliver der hele tiden talt om den forfærdelige tragedie, som hendes liv har været over de sidste år og om hvordan det har været hårdt hele tiden at skulle leve op til den gigantiske sangerinde, hun var, da hun var på toppen. Og toppen nåede Whitney Houston. Plademogulen og produceren Tommy Mottola, der blandt andet har været gift med kollega Mariah Carey udtaler det krystalklart til CNN's Pierce Morgan:

"Whitney Houston brød alle barrierer. Jeg har arbejdet med Barbara Streisand, Mariah Carey, Shakira og alle mulige, og hun satte den gyldne standard. Hun havde en fantastisk stil og sang med et flyd, som vi ikke havde set mage, og vi så alle sammen op til hende."

Den legendariske sanger, Smokey Robinson, har kendt både Whitney Houston og hendes mor Cissy i mange år. Han udtaler til CNN:

"Verden har mistet noget dyrebart. Jeg har kendt hende og hendes familie altid, og jeg håber at folk tænker på de positive ting og ikke problemerne. Alle har problemer og hun så ud til at komme ud af dem og jeg ved, hvor meget hun glædede sig til at være med til Clives fest her til aften. Hun var en af de største sangere, vi nogensinde havde set. "Whit" vil gerne huskes som det enorme talent, hun var og ikke for de problemer, som pressen jagtede hende for. Jeg så hende i øvelokalet i Los Angeles for nylig, og hun lo og var på vej tilbage til livet, og det fyldte mig med glæde at se hende på vej tilbage, så jeg er dybt chokeret."

 

Født til at synge

Fra hun slog igennem midt i 1980'erne og op mod årtusindeskiftet, regerede Whitney Houston. Født i New Jersey ud af en familie, hvor alle odds pegede i den helt rigtige retning i form af ikke bare mor, sangerinden Cissy Houston, hendes tante og store musikalske lærer, den legendariske sangerinde Dionne Warwick, og oven i købet med selveste Aretha Franklin som gudmor, kom hun under Clive Davis' vinger og brød alle barrierer med en stemme, der på en gang var så sødmefuld, havde så meget tryk og syntes så ubesværet, at verden ikke havde set mage. Hun satte standarden i de år og alt hvad hun rørte ved blev til guld.

Baggrunden var selvfølgelig gospelsangen i kirken og allerede som 15-årig var hun korsanger på forbilledet Chaka Khans "I'm Every Woman", som hun siden skulle gøre til sin egen på det berømte soundtrack til filmen "The Bodyguard", hvor hun selv spillede den kvindelige hovedrolle.  Hun begyndte at arbejde som model, men blev snart opdaget af Clive Davis, og så gik det slag i slag.  Så i 1983 underskrev hun pladekontrakten med Arista og to år senere kom endelig det første album, som simpelthen hed "Whitney Houston".

I løbet sin karriere råhittede Whitney Houston med sange som "The Greatest Love Of All", "I Will Always Love You", "How Will I Know" og "I'm Every Woman". Ligesom hun altså skinnede i filmroller i film som føromtalte "The Bodyguard" og "Waiting To Exhale".

 

Faldet fra tinderne

Fra at have været symbolet på den pæne pige, gik det voldsomt ned ad bakke i kølvandet på hendes ægteskab i 1992 med R & B-sangeren Bobby Brown. Her ville medierne konstant svælge i livet hos en stjerne, som faldt mere og mere sammen. De to brød endelig med hinanden i 2007. Men på de sidste års turneer var det tydeligt, at årene med stoffer og alkohol havde efterladt en sangerinde, som nu blot var en skygge af den gyldne pige fra de store stunder. Hæs og hærget var hendes koncerter en tåkrummende oplevelse for alle fans.

I aften vil de årlige Grammy Awards blive afholdt i skyggen af festlighedernes store triumfators tragiske død. I skrivende stund ved arrangørerne ikke, hvordan man vil mindes Whitney Houston, der i sin karriere seks gange vandt ved festen, og dertil desuden modtog to Emmy-statuetter og 22 American Music Awards. Dertil solgte hun i alt op mod 170 millioner albums og videoer.

 

Whitney Houston 1963-2012. Æret være hendes minde.

Se også denne artikel med 10 af karrierens højdepunkter

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA