Nyhed

Musikparlamentet diskuterer rytmisk versus klassisk musik

Musikparlamentet inviterer til debat om fordelingen af offentlige støttekroner

Torsdag den 23. februar inviterer Musikparlamentet til en debataften, hvor de bl.a. stiller spørgsmålet: Er det berettiget, når den rytmiske musikbranche klager over en ulige fordeling af de offentlige støttemidler til rytmisk og klassisk musik? Efter debatten vil der være en koncert med bandet Bob Sacamano.

Grunden til debataftenen den 23. februar kommer af, at debatten omkring "rytmisk vs. klassisk" ifølge arrangørerne er kørt af sporet. Der bliver fokuseret for meget på en kvalitativ differentiering af de to musikalske felter. Debatten tager udgangspunkt i den netop offentliggjorte Musikhandlingsplan og Statens Kunstråds nyligt offentliggjorte handlingsplan.

Et panel bestående af Torben Sangild (Postdoc ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet), Kim Bohr (Kunstnerisk chef for DRs seks kor og tre orkestre), (Carsten Dahl, musiker og ansat ved Rytmisk Musikkonservatorium) og (Thorbjørn Hansen eder for musikorganisationen SNYK), vil diskutere spørgsmål såsom: Hvordan er skellet mellem rytmisk og klassisk opstået, og hvem er med til at vedligeholde dette i dag? Og kan man overhovedet differentiere "kvalitativt" mellem klassisk og rytmisk musik? Er klassisk og rytmisk musik legitime overskrifter for de musiske områder de dækker over? 


Kristian Leth (musiker og smagsdommer) vil være moderator ved debatten.

Programmet er som følger:

19.00: Dørene åbnes.


19.30-21.00: Debat.

21.00-21.30: Networking i caféen.

21.30: Liveparlamentet – koncert med bandet Bob Sacamano.


Debatten finder sted i Huset i Magstræde, Rådhusstræde 13, 1466 København. Entré koster 50 kr. 

ANNONCE