Dúné reduceret til kvartet

Dúné reduceret til kvartet

Først var de syv. Så smuttede tangentspiller Cecilie Dyrberg og siden trommeslager Malte Aarup-Sørensen efter nogle begivenhedsrige og succesfulde år med bandet, som i sin tid voksede ud af Skive og debuterede med "We Are In There You Are Out Here" i 2007. Og nu har også guitarist Simon Troelsgaard valgt at trække stikket. Det sker mens bandet, som i dag bor i Berlin, er i færd med at indspille en opfølger til "Enter Metropolis" fra 2009.

Først noterede fans sig, at Troelsgaard ikke længere figurerede på listen over bandmedlemmer på Twitter, og mandag udsendte gruppen så en pressemeddelelse, hvori forsanger Mattias Kolstrup (billedet) blandt andet udtaler:

"Vi har haft 11 fantastiske år sammen. Personligt har jeg spillet nonstop med Simon siden 1997, og vi startede bandet sammen i 2001. Jeg takker min ven af hele mit hjerte for alle de gode år og oplevelser, vi har haft sammen. Vi ønsker ham alle det bedste for fremtiden og ser frem til at dele en øl eller to med ham til sommer".

Ingen opløsningsplaner

Der foreligger endnu ingen udgivelsesdato eller titel på Dúnés kommende, tredje album. Fans har dog tilsyneladende ingen grund til at frygte, at det elleve år gamle band er på vej til at gå helt i opløsning. På bandets hjemmeside skriver Kolstrup således:

"Mange har spurgt mig, om bandet er ved at gå i opløsning. Svaret et er stort, fedt NO FUCKING WAY! Jeg er udmærket klar over, at det at miste tre bandmedlemmer mellem to plader kan synes temmelig voldsomt, men af en eller anden grund føles det ret naturligt for os. I må huske, at vi allerede har været et band i næsten elleve år. Vi begyndte, da vi var 12!"


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA