x

Jacko tjener formue på Live8

Jacko tjener formue på Live8

Superstjernen Michael Jackson, der for nylig blev frikendt for sine pædofilianklager, tjener en formue på Paul McCartneys fremførelse af Beatles-sange til Live8-koncerten.

Sammen med U2 spillede Sir Paul "Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band", og senere "Get Back", "Helter Skelter", "Drive My Car" og "The Long and Winding Road", mens "Hey Jude" blev fremført ved showets afslutning med en sværm af stjerner.

Jackson ejer rettighederne til den største del af The Beatles' sangkatalog, og salget af Beatles-plader er steget kraftigt efter Live8, ligesom det generelt gør sig gældende for de andre optrædendes vedkommende.

De fleste medvirkende stjerner har indvilget i at donere overskuddet fra deres stigende salg til velgørende projekter, der skal afhjælpe hungersnød, men Jacko har været tavs omkring denne sag.

Den problemplagede musiker sidder i gæld i kølvandet på de overståede omfattende retssager og kan derfor meget vel have brug for den ekstra indtægt.

Paul McCartney selv har bedt Universal videregive hans del af disse royalties til de velgørende formål.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA