Nyhed

Bernhoft vinder en million

Den norske trubadur er årets modtager af det prestigefyldte Statoilstipendium

Den norske branchefestival by:Larm i Oslo sluttede natten til søndag. Cirka 160 bands fra hele Norden spillede korte showcase-koncerter på 30 minutter på 19 spillesteder i det centrale Oslo om aftenen, og der var seminarer og foredrag i dagtimerne. Helt som vi kender det fra eksempelvis Spot i Aarhus og EuroSonic i Groningen, Holland.

Torsdag aften blev Nordic Music Prize uddelt, og prisen på 20.000 euro gik til svenske Goran Kajfes. Lørdag blev der så uddelt endnu en pris, nemlig Statoilstipendiet, på hele en million norske kroner, svarende til cirka 990.000 danske kroner. Prisen går til en lovende ung norsk kunstner og skal hjælpe vedkommende med at få gang i en international karriere.

De nominerede var Jonas Alaska, Team Me, Lars Vaular, Hanne Hukkelberg, Sondre Lerche, Thom Hell, Mayhem, Sandra Kolstad, El Caco og Bernhoft, og det blev Bernhoft, som løb af med den store ære og de mange penge.


– Bernhoft har unikke kvaliteter som liveartist og har et talent og en udstråling, som er få forundt. Rygterne om ham er allerede begyndt at løbe uden for landets grænser, og tingene burde derfor ligge godt for, at stipendiet på én million kroner kan udrette noget, udtalte jurylederen, sangeren Espen Lind ifølge NRK.

Bernhoft var ikke overraskende begejstret for at modtage prisen.

– Det, jeg plejer at sige, når folk spørger, hvordan det går, har lige fået ny betydning – ren velstand, sagde Bernhoft fra scenen i Folketeatret, citeret af NRK.


Bernhoft, med fornavnet Jarle, markerede sig først som sanger i den norske gruppe Span, der udgav to album i 2004 og 2005. Siden gik han solo og udgav debutalbummet "Ceramik City Chronicles" i 2008. Albummet blev en solid succes i Norge. I 2011 fulgte han udgivelsen op med "Solidarity Breaks", som igen blev et stort hit i hjemlandet og også i Danmark blandt andet efter en meget rost koncert på sidste års Spot Festival.

Bernhoft kan til marts opleves live i Danmark, denne gang med band, hvor han tidligere har besøgt landet alene. Se datoer og køb billetter via GAFFA Live.

 


ANNONCE