x

Lower Dens til Pop Revo

Lower Dens til Pop Revo

Kvintetten fra Baltimore, Lower Dens, er tilføjet til Pop Revos program for 2012, og er dermed den sjette kunstner på programmet indtil videre. Jana Hunter er kvinden bag Lower Dens, og i 2010 udgav de debutalbummet "Twin-Hand Movement".

Lower Dens har eksisteret i næsten to et halvt år, og er et projekt skabt af Jana Hunter, som tidligere har udgivet musik under eget navn. Bandet udgav deres debutalbum "Twin-Hand Movement" i 2010, som modtog store ord og massevis af stjerner, blandt andet gav Pitchfork 8,1, og Undertoner gav fem ud af seks. Lower Dens er igen pladeaktuelle med albummet "Nootropics", som udkommer den 30. april, men man kan allerede nu høre førstesinglen "Brains".

Lower Dens' lyd på debutalbummet er dyster og mørkt, og er tydeligt inspireret af 80'ernes new-wave og shoegaze.  Trommer, tunge slag og et keyboard er med til at opbygge lydbilledet, hvor guitaren kommer ind og tager hovedfokus. Jana Hunters androgyne og hviskende vokal bliver ofte nedtonet og mindre fremtrædende, nærmest gemt væk under de mange instrumentelle lag, men det skaber en bestemt hjemsøgende og unik stemning.

Bandets post-rock-dronepop med hurtig instrumentering og en hypnotisk bas vil, sammen med Jana Hunters underspillede vokal, skabe en let narkotisk drone-pop-stemning på Pop Revo-festival.

Pop Revo Festival finder sted fra den 18.- 19. maj på VoxHall og Atlas i Aarhus.

Billetter kan købes via GAFFA Live.

Hør nummeret "Brains" fra det kommende album "Nootropics" fra Lower Dens her:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA