x

The Beatles' opløsningsfilm på dvd

The Beatles' opløsningsfilm på dvd

Noget tyder på at The Beatles' sidste film Let It Be, der viste bandet på opløsningens rand, omsider udkommer på dvd i september, oplyser den candaniske webside Jam!

Ifølge Anthology-instruktøren Bob Smeaton vil dvd'en være fyldt med bonusmateriale. Forsinkelsen skyldes den store mængde af materiale, der blev filmet til det oprindelige projekt, samt problemer omkring farverestaurering. Fans håber på at dvd'en også vil indeholde det hele af The Beatles' legendariske sidste koncert på taget af Apple-bygningen i London i januar 1969, som der kun indgik klip fra i den originale Let It Be.

Ligeledes forventes det at udgivelsen vil gøre brug af originale lydoptagelser, der forsvandt fra Apple i de tidlige 70'ere, og som først dukkede op igen i Holland i 2003, i forbindelse med en politirazzia hos nogle piratkopister. Disse optagelser skal bruges til visse scener, der indtil nu kun har kunnet ses uden lyd – scener, hvor The Beatles bl.a. spiller gamle rock'n'roll-klassikere.

I samme forbindelse kan det nævnes at George Harrisons stjernespækkede Concert for Bangladesh fra 1973 udkommer på både dvd og remastereret cd den 25. oktober, også med ekstramateriale. I showet medvirkede bl.a. Bob Dylan og Eric Clapton.

Masterbåndene er nu dukket op, efter at Harrison selv forgæves havde ledt efter dem umiddelbart inden sin død i december 2001. Genudgivelsen kommer muligvis til at indeholde et ikke tidligere udgivet Bob Dylan-nummer fra koncerten, der oprindeligt udkom som en tredobbelt lp i 1973.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA