Nyhed

Nibe Festival offentliggør fem danske navne

I dag er Nibe Festival klar med flere store indenlanske navne

For få dage siden offentliggjorde Nibe Festival deres indtil videre største navn i år, Gavin DeGraw, og i dag fortsætter de. Denne gang med en række danske navne, både store og små.

Først og fremmest kan festivalen præsentere den danske rapper L.O.C., der sidste år turnerede landet tyndt med sin succesfulde plade "Libertiner" Han har for nylig smidt singlen "Noget Dumt" på gaden og udkommer den 23. marts med sit nye album "Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1". 

Magtens Korridorer er også blevet tilføjet til Nibe Festivals program. I oktober sidste år udgav de deres seneste album "Imperiet Falder" og modtog fire stjerner fra GAFFAs anmelder Erik Barkman med ordene: "Med "Imperiet Falder" på anlægget kan man godt tale om Gasolin's arvtagere uden at se helt fjollet ud".


Læs anmeldelsen her 

Tredje navn er et gensyn med Christian Brøns og Patrik Isaksson, der for nylig blev "gendannet" for at deltage i Dansk Melodi Grand Prix. For en måned siden udgav Brøns sit femte album "Under Overfladen". De to kunstnere skal både optræde hver for sig og med udvalgte duetter. 

Festivalen kan byde på endnu en duo i form af to af dansk pops store navne lige nu. Xander og Ankerstjerne, der hver især udgav album sidste år, slår pjalterne sammen og lukker op for hits som "Millionær" og "Nattog".


Sidst, men ikke mindst er der også gjort plads til ska/reggae-gruppen Von Dü. Gruppen, der excellerer i partyreggae, har tidligere spillet på Roskilde Festival og udgiver i næste måned deres andet album "Beskidte Tanker".

Nibe Festival afholdes fra 4. til 7. juli.

ANNONCE