Nyhed

Grand Prix-vindere kræver fanger løsladt

A Friend in London og Malene Mortensen støtter op om Amnesty International

De tidligere Melodi Grand Prix-vindere Malene Mortensen og A Friend In London slår sig sammen med Amnesty International i håb om at kunne få løsladt i alt 16 samvittighedsfanger i Aserbajdsjan, der er vært for Det Europæiske Melodi Grand prix i maj.

Mellem den 22. og 26. maj vil kunstnere fra Europa gå på scenen i Aserbajdsjan, når landet for første gang er vært for Det Europæiske Melodi Grand Prix. Festlighederne står dog i kontrast til virkeligheden i Aserbajdsjan, hvor styret stadig begår grove overgreb mod befolkningen. Amnesty International har dokumenteret, at fredlige demonstranter, journalister og unge, som kritiserer regeringen på sociale medier bliver fængslet og udsat for vold og censur.

Nu bakker de to tidligere vindere af Det Danske Melodi Grand Prix, A Friend In London og Malene Mortensen, op om Amnesty Internationals arbejde for at standse krænkelserne af menneskerettighederne og løslade 16 samvittighedsfanger, som har siddet fængslet siden april 2011 efter at have deltaget i fredlige demonstrationer mod styret.


Sidste år repræsenterede A Friend In London Danmark med sangen "A New Tomorrow", og de håber på at kunne skabe opmærksomhed omkring problemerne. "Vi støtter ytringsfrihed over hele verden. Et gigantisk arrangement som finalen i Eurovision Melodi Grand Prix skaber stor international opmærksomhed, så derfor er det et oplagt tidspunkt at kigge landet efter i sømmene. Forhåbentligt vil Aserbajdsjan fremover være et land, hvor man kan sige hvad man mener, uden at blive sat i spjældet", siger medlemmerne af bandet.

Også Malene Mortensen, som i 2002 vandt med sangen "Tell Me Who You Are", håber at kunne sætte fokus på landets overgreb mod demonstranterne. "Når hele Europa mødes til Melodi Grand Prix er det en hyldest til ytringsfriheden og mangfoldigheden. Aserbajdsjans fængsling af demonstranter og kritikere står i skærende kontrast til de værdier. Derfor støtter jeg Amnestys kampagne for at få løsladt de 16 mennesker, som i snart ét år har siddet fængslet i Aserbajdsjan for frit at sige deres mening i det offentlige rum", udtaler Mortensen.

På mandag starter den europæiske kampagne, hvor de danske musikere slutter sig til en række andre vindere af Melodi Grand Prix. A Friend In London og Malene Mortensen optræder med fotos, hvor de støtter samvittighedsfangerne. Amnesty gør det dog klart, at de ikke opfordrer til boykot, men håber at åbne verdens øjne for krænkelserne i landet.


"Styret i Aserbajdsjan må indse, at en stor begivenhed som Det Europæiske Melodi Grand Prix ikke kan skjule landets alvorlige menneskerettighedskrænkelser. De kan ikke påstå, at de respekterer menneskerettigheder og demokrati, samtidig med at de tæsker og fængsler fredlige demonstranter", fortæller pressechef Ole Hoff-Lund i Amnesty Internationals danske afdeling.

ANNONCE