Sange fra ”Meldingen Kommer” og fra andre markante dansksprogede kunstnere mandag 20-22
Billede: Morten Larsen
I dag udgiver Tue West sit andet album "Meldingen kommer", opfølgeren til den succesfulde debut fra 2003, og i den anledning laver vi på Radio Tuborg og GAFFA Radio en special om ny dansksproget musik. Med udgangspunkt i Tue West-albummet præsenterer vi en lang række af de yngre danske kunstnere, der de senere år har haft stor succes med at synge på deres modersmål.
Det betyder, at man fra 20-22 mandag aften på begge kanaler kan høre eksempler på dansksproget lyrik fra Nephew, Rasmus Nøhr, Jens Unmack, Under Byen, Jokeren, Nikolaj Nørlund, Olesen-Olesen og naturligvis en stribe sange fra "Meldingen kommer".
Du kan også høre et nummer fra den debuterende danske gruppe Domæne, der - som nogle af de få på den hjemlige scene - fusioner dansksprogede tekster med elektronika og jazz, og en af Lise Westzynthius' sjældne (overvejende) dansksprogede sange. Så der er god grund til at lytte til GAFFA Radio på GAFFA.dk i aften.