x

Roskilde Festival tilføjer fire nordiske navne

Roskilde Festival tilføjer fire nordiske navne

Det er blevet onsdag, og vanen tro offentliggør Roskilde Festival navne til deres program. I dag er det blevet til fire navne der spænder over hele Skandinavien samt Island.

Det islandske islæt bliver leveret af syrerockerne i Dead Skeletons. Gruppen debuterede i maj sidste år med albummet "Dead Magick" og fik en utrolig flot modtagelse af GAFFAs anmelder Lars Löbner Jeppesen med seks stjerner og ordene: "[...] det 72 minutter lange magiske syretrip er ikke bare til at blive dybt afhængig af, det kan meget vel vise sig at blive årets største albumoplevelse." 

Andet navn er den norske sanger Sivert Høyem (billedet). Efter at have været forsanger i Madrugada, har han nu på egen hånd udgivet sit fjerde album "Long Slow Distance". Albummet udkom i september sidste år og høstede fem stjerner hos GAFFAs anmelder Finn P. Madsen, der skrev: "Long Slow Distance er som en messe under en sort sky, hvor Sivert Høyem lader sit indre Nick Cave-gen tale med egen personlig styrke."

Tredje navn skal findes hos vores broderland Sverige, der bidrager med electropopduoen Niki & The Dove. Da britiske BBC i december offentliggjorde sin liste over morgendagens stjerner, Sound of 2012, var svenske Malin Dahlström og Gustav Karlöf - alias Niki and the Dove - blandt de blot femten navne, som var udvalgt på baggrund af nomineringer fra 184 engelske musikeksperter. Gruppen udgav sit debutalbum "Instinct" i maj sidste år. 

Fjerde og sidste navn for denne gang kommer fra vores eget lille rige i form af Of The Wand And The Moon, der med dyster neo-folk fuldender ugens offentliggørelse. Bandet er inden denne booking også blevet inviteret til Spot Festival. Finn P. Madsen skrev om albummet "The Lone Descent": "Både Lee Hazelwood og især Phil Spectors Wall Of Sound er her katalysatorer for Of The Wand & Moons nye helstøbte lyd. The Lone Descent er ren patos og sjæl fra en musiker, der om nogen fortjener mere opmærksomhed. Absolut et af årets danske udspil." Finn P. Madsen kvitterede med fem stjerner og en førsteplads på hans bud på 2011s fem bedste danske udgivelser.

Roskilde Festival afholdes fra 5. til 8. juli. Warm up er fra 30. juni til 4. juli. Køb billetter via GAFFA Live.

Her kan du høre numre med de fire grupper:

Dead Skeletons - "Dead Mantra

Sivert Høyem - "Long Slow Distance"

Niki & The Dove - "The Fox"

Of The Wand And The Moon - "The Lone Descent"


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA