x

Morningside og Playground indgår samarbejde

Morningside og Playground indgår samarbejde

Et interessant samarbejde har set dagens lys på den danske musikscene. Det lille, men fremadstormende århusianske pladeselskab Morningside Records, kendt for alternativ rock med bl.a. Figurines, Jomi Massage (billedet) og Larsen And Furious Jane, har indgået en aftale med det noget større københavnske Playground Music, der fremover vil distribuere Morningsides udgivelser.

Morningside Records udgiver til efteråret tre, absolut interessante plader, Jomi Massages ”From Where No One Belongs, I Will Sing”, Larsen And Furious Janes ”Tourist With a Typewriter” - begge opfølgere til sidste års debutalbum - og den debuterende Århus-gruppe I Am Bones' ”Wrong Numbers Are Never Busy”.

Playground Music udgiver danske kunstnere som Swan Lee, Diefenbach, Karen, Anna David, Veto, Track72 alias Malk de Koijns Tue Track, Per Vers, Troo.L.S., Western Stars og Pernille Gunvad og distribuerer udenlandske navne som Franz Ferdinand, Black Rebel Motorcycle Club, Devandra Banhart (alle tre albumaktuelle i efteråret) og mange flere. Selvom selskabet i løbet af det sidste år har mistet et par nøglemedarbejdere, der har startet det nye selskab A:larm Music og trukket kunstnere som Mew, Mikael Simpson og Claus Hempler med sig, må Playground stadig siges at være en markant spiller på den danske scene.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA