x

Nibe er klar med årets program

Nibe er klar med årets program

Selvom der var lang tid til årets festivalsæson, så startede Nibe allerede i november 2011 med annonceringen af kunstnere til programmet 2012. Nu, efter fire måneder, er programmet klar med omkring 100 danske og internationale artister for Nibe Festival, som finder sted i dagene 4.-7. juli i Skalskov.   

De internationale hovednavne er Gavin DeGraw, Mika, Ministry og Kaizers Orchestra, de danske ditto er blandt andre L.O.C., D-A-D og The Asteroids Galaxy Tour, og ifølge festivalen selv er programmet det hidtil mest ambitiøse.

Gavin DeGraw (billedet) har gjort sig opmærksom på sig selv med hits som "Chariot", "Follow Through" og ikke mindst "I Don't Want To Be", som var det mest spillede nummer på P3 i 2005. DeGraw udgav debutalbummet "Chariot" i 2006, og i alt er det blevet til fire album; "Gavin DeGraw" (2008), "Free" (2009) og "Sweeter" (2011). DeGraw gæstede Danmark i starten af februar, hvor han optrådte på Train, Aarhus, som udløste fem stjerner fra GAFFAs Sten Kloppenborg. 

Ministry er industrial/metal-veteraner, der udsendte deres 11. album "Relapse" den 23. marts, som man uden tvivl får at høre sange fra på sommerens festival. Albummet er det første fra bandet siden "The Last Sucker" fra 2007. Gruppen opnåede først mainstream succes med deres femte album "Psalm 69…" (1992), men 16 år efter succesalbummet gik gruppen i opløsning. Til trods for en erklæring om aldrig at blive gendannet, skete netop dét sidste år. Det er dermed et erfarent band med nyt materiale, som gæster Nibe.   

 

The Asteroids Galaxy Tour gjorde sig bemærket i en række lande med debutalbummet "Fruit" fra 2009, og de har haft deres musik med i de store amerikanske tv-serier "Gossip Girl", "The Vampire Diaries" og "CSI:Miami". Siden debutalbummet har gruppen arbejdet på albummet "Out Of Frequency", som udkom den 27. februar og modtog fem stjerner af GAFFAs Michael José Gonzalez.  Det er første gang at The Asteroids Galaxy Tour gæster Nibe, hvor de spiller på Blå Scene onsdag aften. 

L.O.C. har for nylig udsendt sit sjette album "Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1", som blev det første album i dansk musikhistorie, der er blevet downloaded over 100.000 gange på ét døgn – idet det er gratis i de første fem uger. GAFFAs Maria Therese Seefeldt Stæhr tildelte albummet fem stjerner. Han debuterede i 2001 med "Dominologi", som blev fulgt op af "Inkarneret" (2003), "Cassiopeia" (2005), det dobbelte minialbum "Melankolia/XXXCouture" (2008) og "Libertiner" (2011), ligesom han i 2009 udgav albummet "Selvmord" med hiphop-supergruppen af samme navn med Suspekt og Jonas Vestergaard.  

Blandt de 100 navne kan man bl.a. opleve Gavin DeGraw (US), Mika (UK), L.O.C., Rasmus Seebach, D-A-D, Ministry (US), Kaizers Orchestra (N), TV-2, Alphabeat, Kashmir, Suspekt, Kato, Carpark North, Jarle Bernhoft, Dúné, Magtens Korridorer, Lars Lilholt Band feat. Copenhagen Drummers, Lukas Graham, Tim Christensen & The Damn Crystals og mange flere.

Se det fulde program for Nibe Festival 2012 her.  

Billetter til årets Nibe Festival kan købes her.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA